Gå til hovedindhold
Energipriser

Hadsund slipper for vilde prisstigninger

Det lokale flisanlæg sikrer fjernvarmebrugerne mod voldsomme prisstigninger – men et grønt projekt med udnyttelse af varme fra spildevand kan måske gå i stå på grund af elprisernes himmelflugt.

21. okt. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Mens varmebrugere rundt om i landet nu går og frygter for, at deres varmepris den kommende vinter, så kan de slappe helt i Hadsund. I hvert fald hvis de er indehaver af én af de lige over 2.000 målere, som Hadsund Fjernvarme har i byen.

    Direktør Bo Holt Andreassen har nemlig meldt ud på selskabets hjemmeside, at forbrugerne kun bliver ramt ganske lidt på pengepungen af de ellers vanvittige prisstigninger, der lige nu rammer både gas og el rundt om i stort set hele verden.

    - Jeg fortæller om det for at berolige vores forbrugere. De hører jo alle de her historier om varmepriser, der stiger voldsomt, så i stedet for at skulle svare på bekymrede henvendelser, kan de læse om det hos os i stedet for, siger Bo Holt Andreassen.

    Kun en lille stigning

    Årsagen til at forbrugerne hos Hadsund Fjernvarme slipper for de voldsomme prisstigninger skal findes på flisanlægget, der i sig selv kan dække varmebehovet hos samtlige forbrugere. Derudover har de også et solvarmeanlæg, der på årsbasis kan tage omkring 14 procent af det samlede forbrug.

    De to anlæg bliver selvfølgelig slet ikke ramt af de eksplosive prisstigninger på gas, men dog alligevel lidt for de stigende elpriser. Men Bo Holt Andreassen understreger, at det bliver meget mildt.

    - Hvis der kommer en prisstigning, så vil det skyldes, at elpriserne ikke falder til normalt niveau på det lidt længere sigte. Så regner jeg med, at jeg skal hæve priserne med omkring 500 kroner, siger han og fortæller, at det vil hæve den gennemsnitlige pris for et standardhus fra 12.900 til 13.400 kroner.

    Spildevandsprojekt kan gå i stå

    Men der er alligevel lidt malurt i det nordjyske bæger som følge af prisen på el. Det handler om et projekt, hvor Hadsund Fjernvarme er interesseret i at udnytte energi fra spildevandsrensning hos naboen, Mariagerfjord Vand.

    Spildevandsselskabet skal tredoble kapaciteten, og hvis det er muligt at opsætte en varmepumpe, vil Hadsund Fjernvarme kunne hive så meget energi ud af pumpen, at det vil kunne erstatte den ene kedel på flisanlægget.

    - Vi er tæt på, at det vil kunne opvarme halvdelen af Hadsund, og det er jo samtidig noget af det, som politikerne fortæller, at de gerne vil have – nemlig at vi bidrager til den grønne omstilling. Men lige nu stopper vi op og trækker vejret lidt, når elpriserne er på himmelflugt, som de er nu, lyder det fra Bo Holt Andreassen.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...