Hvordan kommer fjernvarmen i topform?
Fire vidt forskellige fjernvarmeselskaber delte på landsmødet ud af deres erfaringer med, hvordan man trimmer sit fjernvarmeselskab til den grønne omstilling.
Det var fire meget forskellige fjernvarmeselskaber, der torsdag eftermiddag på Dansk Fjernvarmes landsmøde skulle dele ud af deres erfaringer med at
I panelet stod Line Carlsen, Greve Fjernvarme, Susanne Juhl, formand HOFOR og Biofos, Jens Andersen, Næstved Fjernvarme og Jan Østerskov, SK Forsyning.
På et tidspunkt sammenlignede Line Carlsen deres selskaber med fodboldklubber for at illustrere størrelsesforskellen. Danmarksserien i Greve, 2. division i Næstved, 1. division i Slagelse og Superligaen for Hofor.
- Vi er lige blevet fem ansatte, men forsyner 8.000 kunder med varme. Når jeg fortæller det rundt om, kan folk finde på at spørge: Men hvor mange er I rigtigt? sagde Line Carlsen.
Jens Andersen, direktør i Næstved Fjernvarme, fortalte, at de heller ikke altid har haft den størrelse, de har nu.
- Vi begyndte på Greves niveau. Vi fokuserede på ren drift og ikke andet. Nu er vi meget mere kundevendt. Vi har fem mand ansat til at håndtere kundehenvendelser. Det havde vi ikke for fem år siden. Jeg har skullet få nogle andre kompetencer ind for at kunne løfte de nye opgaver, siger Jens Andersen.
Der var bred enighed om, at fjernvarmeselskaberne skal fokusere på nye opgaver. For selvom forsyningssikkerhed er kerneopgaverne, så er der store udfordringer forbundet med både konverteringer af nye områder fra naturgas til fjernvarme og den grønne omstilling.
- Fjernvarmen er ved at gå fra stor el-producent til kæmpestor el-forbruger. Og der er forsyningssikkerhed vigtig i forhold til den ændrede balance. Jeg tror, vi skal tænke meget over inputsiden. For uanset hvad skal vi i retning af mere elektrificering og væk fra biomassen. Og der er mange små og mindre varmekilder, vi skal samle op, lød det fra Susanne Juhl.
Alle fire på scenen var enige om, at fjernvarmebranchen heldigvis er gode til at dele ud af deres viden og erfaringer.
- Jeg ringer til alle mulige andre efter gode råd. Jeg kopierer også dokumenter, som andre har lavet. Hvorfor skulle man opfinde den dybe tallerken selv? spurgte hun retorisk.
Skriv kommentar