Gå til hovedindhold
Varmekilder

Se hvor meget solvarme du får fra dit fjernvarmeselskab

Hjemmesiden solvarmedata.dk kan fortælle, hvor meget grøn solvarme der bliver produceret rundt om i Danmark hen over sommeren. Enkelte solvarmeanlæg er dog ikke vist på hjemmesiden.

14. jul. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Den danske sommer er kendt for at være ustadig – endda upålidelig – men der er ofte sol nok til at en række danske varmeselskaber kan producere varme nok til deres kunder henover sommermånederne.

Det betyder, at en række værker helt vælger at slukke for de vanlige produktionskilder, som de så kan bruger sommertiden til at vedligeholde og reparere. Solvarmeanlæggene kan oftest klare varmebehovet fra maj til august eller september. I sommermånederne bruges varmen primært til opvarmning af vand til bad, håndvask og opvask.

Dansk Fjernvarme har tidligere lanceret en hjemmeside – www.solvarmedata.dk – hvor alle kan følge med i, hvor meget solvarme der bliver produceret på de anlæg, som fjernvarmeselskaberne har stillet op rundt om i Danmark.

- Hjemmesiden er bygget på en kombination af dynamisk og statisk information fra de solvarmeanlæg, der er med på hjemmesiden. Det er desværre ikke alle solvarmeanlæg, der er med, men siden giver faktisk et godt indtryk af, hvor der bliver produceret solvarme, og at det er bredt fornuftigt ud over hele landet, siger teknisk konsulent, Jens Christian Nielsen fra Dansk Fjernvarme.

Hjemmesiden kan som nævnt give forbrugere et indtryk af produktionen af solvarme fra deres fjernvarmeselskab, men hjemmesiden er også lavet, så fjernvarmeselskaberne kan dele information om deres respektive solvarmeanlæg med hinanden, forklarer han.

Solvarme er bredt godt ud over hele landet
Konkret bliver der på årsbasis produceret solvarme, der dækker omkring to-tre procent af det samlede varmebehov i Danmark. Det er endnu ikke meget, men den igangværende grønne omstilling og udvikling af teknologien vil føre til, at flere og fjernvarmeselskaber vælger at satse på solvarmeanlæg.

Det er samtidig tydeligt ud fra hjemmesiden, at solvarmeanlæggene ikke er at finde i storbyerne, hvor der måske er ekstra brug for den grønne varme. Det skyldes, fortæller Jens Christian Nielsen, at solvarmeanlæg rent fysisk kræver ganske meget plads.

- Det er svært at få solvarme ind i de store byer, men det positive er, at det er bredt jævnt ud over hele landet – fra Gedser til Skagen og fra Ringkøbing til Smørum ved København, siger Jens Christian Nielsen.

Han nævner, at mange solvarmeanlæg i øvrigt ikke alene bidrager med grøn varme til fjernvarmenettet, teknologien er enkel og materialerne kan genanvendes, og samtidig bidrager anlæggene i sig selv også til biodiversiteten.

- Der er ganske mange anlæg, hvor de store græsarealer under og omkring solfangerne bliver vedligeholdt af får, som på den måde bidrager til biodiversiteten.

Skriv kommentar

Andre klikkede på...