Gå til hovedindhold
Varmekilder
Energiforbrug

Silkeborg satser på solen og slukker for kraftvarmeværket

Den 28. maj slukkede Silkeborg Forsyning for det store, gasfyrede kraftvarmeværk. Nu er det solen, der skal sikre varmt vand til silkeborgenserne henover sommeren.

28. maj 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Silkeborg Forsyning har slukket kraftvarmeværket, fordi det skal ses efter og vedligeholdes. Det skete fredag den 28. maj, og det betyder, at værkets solfangeranlæg de kommende måneder skal klare forsyningen af varme og varmt vand til omkring 24.000 boliger, virksomheder og institutioner i Silkeborg.

    Håbet om en solrig sommer kan selvfølgelig kuldsejle, og hvis det skulle være tilfældet, at solparken ikke kan klare varmebehovet alene, går Silkeborg Forsynings back-up plan i gang: En kombination af el-kedel og mindre, gasfyrede varmeværker tre forskellige steder i byen.

    Alt i alt et fleksibelt system, der både sikrer en stabil og en klimavenlig varmeforsyning, pointerer direktør Jens Bastrup.

    - Vi sender en lille bøn til vejrguderne om en solrig sommer, men skulle det svigte, så har vi selvfølgelig styr på forsyningssikkerheden, siger han og tilføjer, at en sommer med varme alene på solvarmeanlægget vil give en klimabesparelse på omkring 3.250 tons CO2 hen over sommermånederne.

    - Med solparken har vi tænkt fremsynet og innovativt i Silkeborg. Solparken giver os nogle muligheder for at levere klimavenlig fjernvarme, som ikke findes ret mange andre steder i Danmark, slår Jens Bastrup fast.

    Gas- og dampturbinerne bliver efterset

    Mens kraftvarmeværket nu er lukket, udnytter Silkeborg Forsynings teknikere og ingeniører sommermånederne til at efterse og vedligeholde gas- og dampturbinerne.

    I år er det en ekstraordinær stor omgang, der kun sker omkring hvert 10. år. I et såkaldt ”major overhaul” åbner teknikerne dampturbinen op for at se, om alt er, som det skal være.

    Silkeborg Forsyning forventer at tænde for kraftvarmeværket igen i begyndelsen af september.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...