Susanne Juhl indstillet som ny bestyrelsesformand for HOFOR
Københavns Kommune har indstillet Susanne Juhl som afløser for Leo Larsen i bestyrelserne for henholdsvis hovedstadsområdets forsyningskoncern HOFOR og spildevandsrensningskoncernen BIOFOS.
HOFOR og BIOFOS skal have ny formand, efter at Leo Larsen, der gennem 13 år har været formand for bestyrelserne, tidligere på året bebudede sin afgang. Og Københavns Kommunen har nu indstillet Susanne Juhl til at afløse ham.
Valget af Susanne Juhl til bestyrelsesformand vil formelt finde sted på de kommende generalforsamlinger i HOFOR og BIOFOS selskaberne ultimo maj måned. Det fremgår af en pressemeddelelse fra HOFOR.
50 årige Susanne Juhl er en af de helt store profiler inden for forsyningsvirksomhed, økonomi, ledelse, bæredygtighed og infrastruktur. Hun er cand.scient.pol. af uddannelse og har lang række topposter og tillidserhverv på cv’et, heriblandt administrerende direktør for HMN Naturgas I/S og afdelingschef i Klima- og Energiministeriet.
Susanne Juhl er næstformand for M.J. Eriksson A/S og Nunaoil A/S samt medlem af bestyrelserne for Danmarks Tekniske Universitet, Evida A/S, Politiken Fonden og JP/Politikens Hus A/S. Derudover er Susanne medlem af regeringens ekspertgruppe vedrørende en grøn skattereform.
Københavns overborgmester Lars Weiss siger om valget af Susanne Juhl:
- I de kommende år står de to virksomheder overfor milliardstore investeringer i blandt andet klimatilpasning, ny infrastruktur og ny teknologi til at mindske hovedstadens miljø- og klimaaftryk yderligere. Det er opgaver, der kræver tyngde, erfaring, overblik, og gode kommunikationsevner. Vi er overbeviste om, at Susanne Juhl er den rette til opgaven, siger overborgmester Lars Weiss i pressemeddelelsen.
Susanne Juhl overtager formandsstolen den 26. maj 2021 i BIOFOS og den 28. maj 2021 i HOFOR.
- Jeg glæder mig meget til at blive bestyrelsesformand for de to største leverandører af forsyning i hovedstadsområdet og til samarbejdet med de mange ejer-kommuner. Det er to virksomheder, som er en vigtig del af folks liv og har meget ambitiøse mål for bidrag til Danmarks grønne omstilling, siger Susanne Juhl.
Administrerende direktør for HOFOR, Lars Therkildsen, siger:
- Jeg kender allerede Susanne Juhl, som en stærk samarbejdspartner, der er fokuseret på at opnå gode resultater via dialog. Jeg ser derfor frem til et fortsat godt og stærkt samarbejde med Susanne og vores engagerede bestyrelser.
Skriv kommentar