Varmepumpe skal sikre grøn varme i Hjørring
Det er nu op til Hjørring Kommune at sikre etableringen af en varmepumpe, der kan være med til at udfase både biomasse og naturgas.
Hjørring Varmeforsyning har lavet et projekt om at opføre en stor varmepumpe, der kan reduceret forbruget af naturgas med 85 procent og nedsætte brugen af biomasse med cirka 20 procent. Gevinsten vil samlet være en CO2-udledning, der bliver reduceret med 70 procent.
Varmepumpen vil kunne være en realitet allerede om halvandet år, hvis Hjørring Kommune godkender forslaget, der lige nu er til behandling i det kommunale teknik- og miljøudvalg.
- Som varmeselskab er det vores pligt at varetage både fjernvarmekundernes og samfundets interesser. Og her er en varmepumpe en åbenlys gevinst for begge parter, siger bestyrelsesformand Flemming Simonsen.
Varmeværket sætter sin lid til, at kommunen følger forslaget fra Hjørring Varmeforsyning, fordi varmepumpen vil være helt i tråd med den energiplan, som kommunen har vedtaget. Den tilsiger, at bl.a. biomasse skal udfases over tid, og det er netop noget af det, som varmepumpen vil kunne bidrage til.
PtX-projekt er fugle på taget – endnu
Flemming Simonsen noterer sig i øvrigt, at den kommunale energiplan også lægger op til, at Hjørring Varmeforsyning skal anvende overskudsvarme fra et kommende PtX-projekt på havnen i Hirtshals. Det ser bestyrelsen hos varmeværket positivt på.
- Vi kan bare ikke planlægge med overskudsvarmen nu, hvor hele projektet stadig er usikkert. Vi kender hverken mængder eller priser, og derfor er det lidt som ”fugle på taget”. Og det rykker jo ikke så meget i det grønne regnskab de næste 6 år eller mere, siger Flemming Simonsen, der i stedet sætter sin lid til, at kommunen her og nu ser positivt på ønsket om en varmepumpe.
- På vegne af vores 10.000 fjernvarmekunder i Hjørring – og på vegne af den grønne omstilling i kommunen – håber jeg virkelig, teknik- og miljøudvalget vender tommelfingeren den rigtige vej for varmepumpen, siger Flemming Simonsen.
Forsyningssikkerheden er vigtig
Hos Dansk Fjernvarme glæder man sig over projektet fra Hjørring Varmeforsyning og over viljen til at ville drive den grønne omstilling.
- Lige nu kigger vi ind i store prisudsving på en række brændsler, herunder naturgas. Når fjernvarmeselskaberne derfor investerer i den grønne omstilling og i at have flere forskellige grønne energiformer, så spreder vi risici og holder derfor også hånden under forsyningssikkerheden. Det er rigtig positivt, lyder det fra Søren Berg Lorenzen, afdelingschef i Dansk Fjernvarme.
Skriv kommentar