Varmepumpeproducent stopper sammenlignelig markedsføring
Dansk Fjernvarme har via advokat fået Bosch og Gastech til at stoppe med markedsføring, hvor de sammenligner fordele og ulemper mellem fjernvarme og individuelle varmepumper.
Den tyske industrigigant Bosch har for nylig haft større annoncer i en række danske aviser, hvor de reklamerede for deres individuelle varmepumper. Men annoncerne indeholdt flere sammenligninger mellem fjernvarme og individuelle varmepumper, som Dansk Fjernvarme har reageret på.
Konkret blev der i én af annoncerne lavet tre sammenligninger, hvor de sammenligner de to produkter – fjernvarme og individuel varmepumpe. I det ene tilfælde skrev Bosch, at ”vælger du fx fjernvarme til opvarmning, produceres varmen bl.a. ved afbrænding af affald, træer, biomasse og fossile brændsler som kul, olie og naturgas”.
Ifølge Markedsføringslovens § 21 er såkaldt sammenlignelig reklame kun tilladt, hvis sammenligningen enten ikke er vildledende eller er objektiv og sammenligner en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som er repræsentative for disse produkter.
Dansk Fjernvarme mener – med bistand fra en advokat – at det ikke er tilfældet med den konkrete annonce, og advokaten har kontaktet Bosch, der nu stopper med den konkrete markedsføring.
- Det vigtige for Dansk Fjernvarme er, at Bosch skal overholde markedsføringsloven, og det har ikke været tilfældet med de annoncer, der har kørt. Vi har også henvendt os til en anden producent – Gastech – som nu også stopper med deres tilsvarende markedsføring, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Nicolai Kipp.
I forhold til Gastech forklarer Nicolai Kipp, at der har været tale om, at de har lavet online-markedsføring rettet mod borgere i Egedal, hvor de har sammenlignet deres varmepumper med fjernvarmen i Egedal.
- Vi har i Dansk Fjernvarme ikke kendskab til andre tilfælde, men vi vil klart opfordre vores medlemmer til at være opmærksomme på, om der dukker lignende annoncer op, og så lade os vide om det, siger Nicolai Kipp.
Skriv kommentar