Gå til hovedindhold
Varmepumper & Elkedler

5.000 fynske husstande får grønnere varme

Fjernvarme Fyn har sat sit nyeste varmepumpeanlæg i gang. Det er det største anlæg i Danmark og sikrer grønnere fjernvarme og et bedre vandmiljø.

13. dec. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Grønnere fjernvarme og et bedre vandmiljø. Det er gevinsterne ved Fjernvarme Fyns nyeste varmepumpeanlæg, som nu er idriftsat og udnytter varmen fra det rensede spildevand på Ejby Mølle renseanlæg i Odense.

    Projektet er ifølge en pressemeddelelse et samarbejde mellem Fjernvarme Fyn og VandCenter Syd, og de store eldrevne varmepumper kan nu dække cirka 5.000 fynske husstandes årlige varmeforbrug. Det svarer til cirka 5 procent af Fjernvarme Fyns årlige varmeproduktion, og det gør varmepumpeanlægget til det største i Danmark, som baserer sig på renset spildevand.

    - Det har været et ambitiøst projekt, som træder nyt land på flere måder. Heldigvis kan vi drage nytte af vores gode erfaringer fra andre store varmepumpeprojekter. Det gælder ikke mindst projektet med at udnytte overskudsvarme fra Facebooks datacenter i Odense, siger Henrik Thomsen, projektleder hos Fjernvarme Fyn.

    Projektet bygger på et grundigt analyse- og udviklingsarbejde, som er gennemført i samarbejde mellem Fjernvarme Fyn og VandCenter Syd. Her udnyttes varmepumpernes evne til at trække varme ud fra materiale, som ikke nødvendigvis har en høj temperatur. Renset spildevand er en stabil varmekilde, som typisk er varmere end både luft og havvand.

    - Varmen fra renset spildevand er en ressource, som aldrig udtømmes. Derfor er det attraktivt at udnytte, siger projektleder hos VandCenter Syd, Bjarne Christensen.

    De mange kunder mærker ikke, at varmen kommer fra renset spildevand. For det hele sker i et lukket system, hvor fjernvarme- og spildevand holdes helt adskilt. Og det er alene varmeenergien, der overføres.

    Projektet er endnu et vigtigt skridt i Fjernvarme Fyns grønne omstilling. Sammen med en lang række andre projekter er varmepumpeanlægget nemlig med til at erstatte både kul og andre fossile brændsler.

    - Der er brug for nytænkning i kampen mod klimaforandringerne. Og samarbejdet mellem Fjernvarme Fyn og VandCenter Syd er et godt eksempel. I takt med at nye klimavenlige og fremtidssikrede teknologier tager over, kan vi reducere brugen af fossile brændsler samtidig med vi øger anvendelse af vedvarende energi. Det er godt for både klimaet og for de kommende generationer, siger Kim Winther, Udviklingschef hos Fjernvarme Fyn.

    Varmepumpeanlægget på Ejby Mølle renseanlæg fortrænger hele 30.000 t CO2 årligt de næste 2-3 år. Herefter vil andelen naturligt blive mindre i takt med Fjernvarme Fyns grønne omstilling af den øvrige varmeproduktion.

     

    Andre klikkede på...