75 millioner er på vej i pulje til gasafkobling
Afkoblingsordningen får en akut indsprøjtning på 75 millioner kroner, så der fortsat er penge til, at gaskunder kan blive koblet fra gasnettet.
I sidste uge kunne Dansk Fjernvarme berette, at Afkoblingsordningen var ved at løbe tør for penge, og at der ifølge Evida først ville være nye midler fra 2023. Nu er der imidlertid 75 millioner kroner på vej som følge af den politiske aftale om en varmecheck, der blev præsenteret tirsdag.
Afkoblingspuljen kan bruges af private, som kan få betalt prisen for at blive afkoblet fra gasnettet, hvis de vil skifte fra eksempelvis et gasfyr til fjernvarme. Prisen kan variere alt efter, hvor man bor, men kan være på op mod 8000 kroner.
Sidste år blev cirka halvdelen af pengene ikke brugt, men allerede nu – med udgangen af maj – er stort hele puljen for 2022 brugt. I alt var der afsat 100 millioner kroner til 2022, og Evida, der administrerer ordningen melder tirsdag morgen, at der er 2,9 millioner kroner tilbage.
Det er en kombination af kraftigt stigende gaspriser og krigen i Ukraine, der har skubbet til ønsket hos danske gaskunder om at komme fri af gassen og over på bl.a. fjernvarme.
Hvis man vil afkobles gasnettet, når puljen er tom, må man enten betale selv eller vente, til der er penge i puljen næste år. Puljen er bygget op om først-til-mølle-princippet.
Skriv kommentar