Gå til hovedindhold
Klima- & Miljøforhold
Rammevilkår & Regulering

Affalds- og energiselskaber: Der er brug for at se på rammebetingelserne

Danske affalds- og energiselskaber kan sikre en væsentlig reduktion af CO2-udledningen. Men det kræver politisk fokus på rammebetingelserne, skriver de i et brev til minister og Folketinget.

16. mar. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    ”Tiden er inde til at anerkende, at affalds- og energiselskaberne kan bidrage til at løse de måske største problemstillinger, vi står overfor inden for klima og forsyningssikkerhed.”

    Sådan lyder det i en henvendelse fra en række danske affalds- og energiselskaber til såvel klimaminister Dan Jørgensen som Folketinget.

    Selskaberne forsøger på den måde at få opmærksomhed fra de politiske beslutningstagere for at få bedre muligheder for at give deres bidrag til den grønne omstilling af Danmark. Og det handler primært om, at selskaberne vil have rammebetingelser, der fremmer CO2-fangst i fremtiden.

    ”Det rette politiske fokus på rammebetingelser vil betyde, at vi vil investere milliarder i nye fangstanlæg, der bliver de mest moderne miljøanlæg i verden og kan sikre en stabil forsyning til billige priser. Med andre ord skal vi udvikles i stedet for afvikles - det er afgørende for at sikre en fælles succes, ” lyder det således fra selskaberne.

    CO2-fangst

    Selskaberne peger i deres brev på tre konkrete områder, hvor de mener, at de kan være afgørende parter i forhold til kritisk forsyning og bidrag til den grønne omstilling: Sikker forsyning af el og fjernvarme; udfasning af olie og naturgas samt levering af klimaneutral varme og – potentielt – nye grønne brændstoffer.

    Omdrejningspunktet bliver for affalds- og energiselskaberne, at de kan lykkes med CO2-fangst. Her vurderer de ifølge brevet, at de kan bidrage med en fjerdedel af de manglende 10 millioner ton, som skal findes for at nå klimamålsætningen.

    ”Derfor er der brug for at sikre de nødvendige rammer, der skal til, for at vi som selskaber kan investere de mange milliarder, det kræver at fange CO2, ” skriver de i brevet og tilføjer:

    ”Overskudsvarmen fra CO2-fangst kan tilmed udnyttes i de store fjernvarmenet og vil kunne bidrage til, at endnu flere naturgas- og oliefyr udfases hurtigst muligt. ”

    Brevet til klimaminister Dan Jørgensen og resten af Folketinget er underskrevet af ARC, Argo, Energnist, Fjernvarmen Fyn, Kredsløb, Reno Nord / AVV og Vestforbrænding.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...