Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme
Medlemmer

Branchemøde med alvor og optimisme

Branchemøde i Fjernvarmen blev tirsdag afviklet i Esbjerg. Det skete i en stemning, der både rummede alvor og håbefuld optimisme om, at Danmark finder løsninger.

7. sep. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Esbjerg dannede tirsdag ramme om arrangementet Branchemøde i Fjernvarmen, arrangeret af Fjernvarmens Informationsfond, DBDH, Grøn Energi og Dansk Fjernvarme. Og den vestjyske havneby var en passende lokalitet, for netop her investerer Din Forsyning i øjeblikket 1,6 milliarder i projektet ”Fremtidens Fjernvarme”, hvor en kombination af blandt andet havvandsvarmepumper og biomasse skal levere grøn fjernvarme fra 2023.

    Netop begrebet fremtidens fjernvarme var således omdrejningspunkt for programmet, hvor en stribe indlægsholdere forsøgte at indkredse og sætte ord på, hvordan fjernvarmen bidrager til en accelereret grøn omstilling, hvor gasforsynede huse og virksomheder hurtigst muligt slipper fri af netop gassen og kommer over på blandt andet fjernvarme.

    - Fjernvarmen har aldrig været så populær som nu. Men hvorfor egentlig? Vi er jo ikke blevet så meget dårligere eller bedre end før, lød det fra analysechef i Grøn Energi, Jesper Koch, der hastigt besvarede sit eget spørgsmål:

    - Fjernvarmen er en flerstrenget forsyning og det gør os super konkurrencedygtige. Det gør os nemlig robuste og efterspurgte.


    Svært efterår forude

    En robust energiforsyning er lige netop det, der er brug for på grund af al den tumult og usikkerhed, krigen i Ukraine har ført med sig.

    Green Power Denmarks adm. direktør Kristian Jensen gav sit bud på, hvilken tid vi kigger ind i når det gælder dette efterår og den kommende vinter.

    - Det bliver svært. 46,8 procent af den gas vi importerede kom fra Rusland. Prøv at forestille jer en anden branche, hvor man havde næsten halvdelen af sine leverancer fra et marked, der nu er helt lukket af, sagde han.

    Kristian Jensen pointerede at vi faktisk har kendt til denne problemstilling længe. Blandt andre Connie Hedegaard påpegede den for 10 år siden; alligevel er vores afhængighed af russisk gas blot øget i den mellemliggende periode.

    - Så vi er i en ”kold tyrker-periode”. Det er som at tage narkomanens stoffer fra ham og sige, at nu skal han klare sig uden. Det kommer man til at ryste af – har jeg hørt, sagde han med et skævt smil.

    Han konstaterede, at vi nu rent faktisk har fået et prispres, der betyder at danskerne gør det, vi ønskede: Nu overvejer folk, om det overhovedet er nødvendigt at starte tørretumbleren. Det vil betyde energibesparelser og en opmærksomhed på værdien i at udjævne forbruget.

    I forhold til det setup, der skal bære Danmark fremad, fremhævede Kristian Jensen, at det er vigtigt at se på, hvad der samfundsøkonomisk bedst kan betale sig i samspil med, at et mix af fjernvarme og individuelle varmepumper vil fungere bedst for den enkelte borger. Og så fremhævede han fjernvarmen som en værdifuld makker til elsystemet; blandt andet i form af muligheden for at kunne lagre energien fra strøm som varmt vand.

    Momentum skal fastholdes

    Branchemødet fik også besøg af Dansk Fjernvarmes formand, Jesper Frost Rasmussen, der var på hjemmebane i Esbjerg, hvor han er borgmester.

    Han fremhævede, at fjernvarmen på en stribe fronter har kastet sig meget aktivt ud i at bidrage til at finde løsninger. Det kræver blot et simpelt vue ud over den stribe af udspil og forslag, der er kommet fra Dansk Fjernvarme i løbet af de seneste par år for at se de konkrete eksempler på det.

    Og senere på dagen var det politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaards, tur til at indtage scenen, og det skete med et overblik over de ting, der aktuelt rør sig i dansk energipolitik. Og så havde han også medbragt en klar opfordring til netop politikerne:

    - Der er behov for at fortsætte momentum i omstillingen af individuelle gasboliger - samtidig med at vi tænker langsigtet i systemintegration, lød det således fra Rune Moesgaard.

    Netop derfor har Dansk Fjernvarme blandt andet fremhævet behovet for, at der akut fyldes flere penge i den aktuelt tomme fjernvarmepulje, så fjernvarmeselskaberne kan lette fingeren fra pauseknappen og hjælpe flere danskere væk fra naturgassen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...