CCUS udbud får senere deadline
Energistyrelsen har netop fastlagt ny deadline for det igangværende CCUS udbud. Udskydelsen vækker glæde hos Dansk Fjernvarme, som hæfter sig ved, at der nu er tid til at opdatere udbudsbetingelserne.

De tre selskaber, der har sikret sig prækvalifikation til at kunne byde i det igangværende CCUS-udbud, skulle have afleveret sidste og endelige bud den 15. december. Nu kan de i stedet se frem til lidt flere uger at færdiggøre deres bud i. Energistyrelsen har netop meddelt parterne, at endelig deadline er udskudt til den 10. februar. Afgørelsen vil derfor nu falde ultimo februar.
Udskydelsen vækker glæde hos Dansk Fjernvarme.
- Udskydelsen af udbuddet gør selvfølgelig hele tidsplanen mere presset for aktørerne, men det giver også lidt ekstra luft til, at myndighederne kan klare de hængepartier, der fortsat skaber usikkerhed om rammerne for de store investeringer, som aktørerne skal foretage for at fange, transportere og lagre CO2’en, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Jannick Buhl, der fortsætter:
- På grund af Folketingsvalget udestår blandt andet, at ministeren sikres bemyndigelse til at udmønte midlerne, og at kommunerne kan stille garanti for hele CCS-værdikæden for kommunalt ejede selskaber.
Blandt de øvrige lovændringer, som Dansk Fjernvarme efterlyser, er en ændring af Varmeforsyningsloven, der skal gøre det muligt at benytte de sparede CO2-kvoteomkostninger som en del af finansieringen af CCS.
- Det vil være meget risikabelt at byde på forventet efterbevilling fra politikerne og myndighederne. Derfor håber vi, at lovgivningen kommer på plads, inden udbuddet afsluttes, siger Jannick Buhl.
Udskydelsen af udbuddet gør selvfølgelig hele tidsplanen mere presset for aktørerne, men det giver også lidt ekstra luft til, at myndighederne kan klare de hængepartier, der fortsat skaber usikkerhed om rammerne for de store investeringer, som aktørerne skal foretage for at fange, transportere og lagre CO2’en.
Bud baseres på forældede afgiftssatser
Dansk Fjernvarme har flere gange efterlyst, at udbuddet også opdateres, så aktørerne skal tage hensyn til de afgiftssatser, der vil være gældende, når de enkelte projekter sættes i drift. Det er ikke tilfældet, sådan som udbudsbetingelserne er indrettet i dag.
- I det foreliggende udbudsmateriale, som aktørerne skal tilrettelægge deres bud efter, tages der desværre ikke højde for den tilskyndelse til CO2-fangst, som den brede politiske aftale om grøn skattereform medfører. Som udbuddet er nu, skal selskaberne basere deres bud på gældende afgiftssatser og altså ikke de, der kommer til at gælde, når deres anlæg sættes i drift, siger Jannick Buhl, der fortsætter:
- Det vil være rettidig omhu at få det på plads, nu hvor deadline for at aflevere deres bud udskydes, og der vil være tid til at opdatere de endelige udbudsbetingelser, så projekterne ikke vurderes efter forældede afgiftssatser.
De tre selskaber, der er prækvalificeret til at deltage i udbuddet er I/S Vestforbrænding, Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S samt Aalborg Portland.