Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering

Dan Jørgensen: Villig til at diskutere Fjernvarmepulje med forligskredsen

Klimaminister Dan Jørgensen er åben for at tage spørgsmålet om flere midler i Fjernvarmepuljen før årsskiftet op med forligskredsen på Christiansborg.

23. aug. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Dan Jørgensen åbnede mandag op for, at han er villig til at tage en snak med forligskredsen omkring en optankning af Fjernvarmepuljen inden årsskiftet. Det skete, da han var på fjernvarmebesøg i Søndersø på Fyn, hvor Fjernvarme Fyn er i fuld sving med at konvertere boliger fra gas til fælles fjernvarme.

    Her fik ministeren opfordringer til at se på en hurtigere tilførsel til den nu tomme Fjernvarmepulje fra såvel Fjernvarme Fyn som Dansk Fjernvarme.

    - Jeg tager selvfølgelig de input med tilbage til forligskredsen, og det er da bestemt mit indtryk, at der vil være en velvilje til at diskutere de her ting, konstaterede Dan Jørgensen.

    Klimaministeren slog samtidig fast, at de mange milliarder, der er afsat til at udfase naturgas til fordel for fjernvarme ”selvfølgelig skal ud at arbejde”, og at midlerne skal bruges på en fornuftig måde, så der ikke opstår flaskehalse.

    Der skal flere penge i Fjernvarmepuljen

    Direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, var med, da Dan Jørgensen gæstede Søndersø, og han havde tre meget klare budskaber til Dan Jørgensen, fortalte han.

    - Budskaberne fra os til ministeren var, at udfasningen af naturgas kræver flere penge i Fjernvarmepuljen, hvis det skal gå endnu stærkere, end det allerede gør. Og så er det vigtigt, at kommer en automatisk tilslutningsordning til fjernvarmen i stil med den ”Ja-tak-ordning”, som vi selv har foreslået tidligere, lød det fra Kim Mortensen.

    Han nævnte også, at han vil fastholde en dialog med ministeren om den tidshorisont, som fjernvarmeselskaberne forventes at gennemføre udfasningen af naturgas til fordel for en udrulning af fjernvarme.

    - Herunder selvfølgelig også, hvad det kræver, hvis fjernvarmeselskaberne skal kunne forcere udfasningen og udrulningen yderligere, siger Kim Mortensen.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...