Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed

Danmark har planer klar til at sikre gasforsyningen

I den nuværende situation forventer Energistyrelsen dog ikke problemer med gasforsyningen.

30. maj 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Hvis Rusland lukker for salg af gas til Ørsted, får det ikke umiddelbart forsyningsmæssige konsekvenser for Danmark, fremgår det af en pressemeddelelse fra Energistyrelsen. Udmeldingen skal ses i forlængelse af, at Ørsted har besluttet ikke at bøje sig for et russisk krav om at betale for gas i rubler.

    Energistyrelsen vurderer, at EU’s gasmarked stadig vil fungere ved et stop for gas fra Rusland. Danmark modtager pt. det meste gas via Nordtyskland, og Energistyrelsen følger udviklingen tæt og har en nødplan klar, hvis der skulle opstå gasmangel.

    - Vi har stadigvæk gas i Danmark, og forbrugerne kan stadig få leveret gas. Vi forventer ikke, at det vil blive ændret, selv hvis Rusland stopper salg af gas til Ørsted. Men vi har planer klar, hvis situationen bliver forværret, siger Energistyrelsens direktør Kristoffer Böttzauw.

    Rusland står lige nu for 25% af EU’s forbrug af gas. Danmark har i mange år været nettoeksportør af naturgas, men fordi Tyra-feltet er ved at blive renoveret, importerer Danmark i dag ca. 75% af vores gasforbrug via Tyskland. Tyra-feltet ventes genåbnet medio 2023.

    - Danmark er godt stillet, fordi vi er langt med den grønne omstilling. Det hjælper os med at kunne klare os uden olie, kul og gas fra Rusland. Vi har både mere fjernvarme, mere biogas og flere vindmøller end de fleste andre lande. Men vi bruger stadigvæk naturgas. Derfor har vi også en plan for at sikre tilstrækkelig med gas til danskerne, siger Kristoffer Böttzauw.

    Nødplan klar ved gasmangel

    Energistyrelsen har et omfattende beredskab med nødplaner i tilfælde af energikriser, som er blevet yderligere styrket siden Ruslands invasion af Ukraine.

    - Hvis Rusland lukker for al gas til Europa, er vores første prioritet at sikre, at borgere med gasfyr kan varme deres bolig op til næste vinter. Derfor omfatter vores kriseplaner, at nogle meget gasforbrugende virksomheder kan få skruet ned for eller lukket for gassen i en periode, siger Kristoffer Böttzauw, der understreger, at det ikke er aktuelt i den nuværende situation.

    I kriseberedskabet er der særligt set på, hvor stort gasforbrug virksomhederne har, og om virksomhederne har en særlig samfundskritisk produktion. Det er i alt ca. 50 større virksomheder, som kan få lukket for gassen i en periode. Der er stor forskel på virksomhedernes gasforbrug, men i gennemsnit bruger de hver gas svarende til opvarmningen af 4-6.000 boliger. Størstedelen af virksomhederne har planer for, hvilke andre energikilder de kan bruge i stedet for gas.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...