Dansk Fjernvarme: Grøn skattereform vil løfte de grønne løsninger
Dansk Fjernvarme er positiv overfor den aftale, der er landet om en ny grøn skattereform - men der er behov for, at den negative afgift fastlægges, så der kan komme skub i CO2-fangsten.
Med den grønne skattereform indføres der en CO2-afgift på 750 kr. pr. ton CO2 for virksomheder, som ikke er omfattet af kvotesystemet, og 1.125 kr. for kvote-virksomheder. Ligesom regeringen tidligere havde lagt op til, vil CO2-afgiften på rumvarme ligge på 1.500 kr. for de kvoteomfattede virksomheder.
- Hvis Danmark skal nå i mål med den grønne omstilling, skal det være dyrere at forurene, dyrere at udlede CO2, og vilkårene skal være ensartede for alle aktører. Det får vi nu og derfor er der grund til begejstring over, at vi får sat endnu mere tempo på vejen mod et grønt Danmark, udtaler direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.
Dansk Fjernvarme mener, det er ærgerligt, at regeringen ikke lægger op til, at CO2-afgiften på rumvarme afpasses, så der tages højde for, at nogle selskaber betaler for CO2-kvoter, mens andre ikke skal. Det medfører for nogle selskaber en dobbeltbeskatning, der skaber ulige vilkår i forhold til CO2-fangst.
Mere CO2-fangst
CO2-fangst og lagringaf biogen CO2 (CCS) skal ifølge aftalen samlet set støttes med cirka 1,1 mia. kr. årligt, og der afsættes yderligere godt 3 mia. kroner gennem den grønnefond til støtte fangst og lagring af CO2 (CCS) i perioden frem mod 2030. Det glæder Dansk Fjernvarme. Aftalen efterlader dog stadig uklarheder om niveauet af støtte til fangst og lagring af biogent CO2.
- Det er afgørende for udbredelsen af CO2-fangst i de kommende år, at der skabes klarhed over investeringsbetingelserne for CCS-aktørerne med hvornår, hvilken og til hvem støtten gives. Det er nødvendigt, hvis vi skal bære de grønne ambitioner ud i virkeligheden og skabe et nyt grønt eventyr for CO2-fangst, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Desuden mener Dansk Fjernvarme, at aktører, der laver negative emissioner, bør tildeles CO2-kvoter, således at der skabes symmetri med fangst og lagring af den fossile CO2. Aktørerne skal have ens tilskyndelse via den grønne skattereform og kvotesystemet.
Stadig detaljer, der skal falde på plads
Aftalen om en ny grøn skattereform er et vigtigt skridt på klimavejen sammen med den tidligere præsenteret grønne fond, der yderligere reserverer 53,5 mia. kroner i 2024-2040 til den grønne omstilling. Men særligt på affaldsenergiområdet kan en grøn skattereform risikere at gå ud over varmeforbrugerne.
- Den samlede afgiftspåvirkning på rumvarme baseret på affaldsvarme afhænger af, hvordan den delvise omlægning af energiafgifter nærmere fastlægges, samt hvordan de biogene affaldsfraktioner udvikler sig i de kommende år. Det er afgørende, at man fra skattemyndighedernes side får regnet på konsekvenserne, inden detaljerne i et nyt afgiftssystem endeligt lægges fast, udtaler Kim Mortensen.
FAKTA
Politisk aftale om en grøn skattereform
Regeringen har fredag den 24. juni offentliggjort en politisk aftale om en grøn skattereform.
Aftalen er indgået mellem regeringen, SF, R, Venstre og Konservative.
Du kan her læse den pressemeddelelse, som regeringen har sendt ud:
Regeringen indgår bred aftale om en ambitiøs grøn skattereform
Skriv kommentar