Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed

Dansk Fjernvarme: Sådan sikrer vi grøn omstilling, udfasning af naturgas og forsyningssikkerhed

I Danmark har forbrugere og vælgere energikrisen tæt på livet. Folketingsvalget 2022 skal handle om at få sikret vores energiforsyning, arbejdskraft og mere vedvarende energi, mener Dansk Fjernvarme.

17. okt. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Den 1. november 2022 går Danmark til valg, og valgkampen raser midt i en raserende energikrise og klimakrise. Derfor bør valgkampen indeholde et fokus på at sikre vores energiforsyning – ikke kun med nu-og-her løsninger, men også med ambitionen om at skabe et forsyningssikkert Danmark med grøn og vedvarende energi, mener Dansk Fjernvarme

    Udfasning af naturgas og udrulning af fjernvarme står øverst, når der skal sættes løsninger på de høje energipriser, som forbrugere i hele Danmark lige nu står med. I den kommende valgperiode er det vigtigt ikke blot at sikre, at de hårdest ramte forbrugere bliver støttet, men at der også tages langsigtede valg, som ikke blot vil sikre Danmark nu, men også sikre Danmark i fremtiden. Gassen skal ud af rørene eller erstattes med biogas, og fjernvarmen skal have de stærkeste rammer for at omdanne naturgasfyr med et fjernvarmeunit.

    Øg arbejdskraften gennem målrettet fokus på blandt andet at opkvalificere eller uddanne flere ufaglærte i Danmark. Og det bør være relevant at kigge på at udskyde store offentlige anlægsprojekter for at målrette de kvalificerede hænder, der hvor der er behov for dem nu og her. Energi- og forsyningssektoren har længe ønsket at få flere kvalificerede faglærte i sektoren, der ikke både har et vigtigt job nu, men også en vigtig rolle at spille i at føre Danmark ind i en spændende grøn fremtid med innovative klimateknologier i energi- og forsyningssektoren.

    Drop konkurrencemodellen for affaldsenergianlæggene, der i denne tid viser, hvor værdifulde anlæggene er med hensyn til at understøtte elforsyningssikkerheden og levere stabil og billig varme til fjernvarmesektoren. Den politiske aftale, der har til formål at reducere affaldsenergien med 30 procent, bør derfor genforhandles straks efter folketingsvalget. I stedet bør en ny aftale, udover at fokusere på øget affaldssortering og genanvendelse af vores affaldsressourcer også give mulighed for etablering af CO2 fangst. Danmarks energiforsyning er presset i lyset af energikrisen, og i takt med, at Danmark i langt højere grad bliver elektrificeret, vil der blive brug for at bevare indenlandsk elproduktion, også fra affaldsenergianlæggene.

    Midlertidig afgiftsfritagelse på naturgas i seks måneder. Danmark går ind i en fyringssæson, hvor naturgas- og elpriser stadig er høje og presser danskernes økonomiske råderum. Elafgiften er blevet sænket midlertidigt, og det mener Dansk Fjernvarme også bør være tilfældet for naturgasafgiften, som vil bidrage med at lette en smule på de høje naturgaspriser indtil fjernvarmen kan nå ud og erstatte naturgasfyrene. Benyt eventuelt solidaritetsbidraget til at dække finansieringen af afgiftsfritagelsen på naturgas. Det er dog stadig vigtigt at spare på energien, da energi sparet vil være redningen for de høje energipriser.

    Bedre vilkår for grønne klimateknologier vil give langt højere incitament til både at forske, udvikle og implementere nye og grønne klimateknologier i energi- og forsyningssektoren. I fjernvarmesektoren er man allerede langt med både at indarbejde og udvikle i CCUS, sektorkobling med PtX anlæg, udnyttelse af overskudsvarme og meget mere. Valgperioden skal fokusere på at få de grønne og bæredygtige intentioner ud at leve og skabe værdi i et Danmark i grøn omstilling.

    Styrk infrastrukturen i energi- og forsyningssektoren ved at skabe rammer, der bidrager til at vigtig infrastruktur som fjernvarme, gas- og elnet samt termiske værker understøttes i fremtidens energisektor. Den danske el- og varmesektor er i rivende udvikling med den grønne omstilling. Danmarks regulerbare termiske kraftvarmeværker er ligesom fjernvarme og elnet vigtig infrastruktur og afgørende for en høj forsyningssikkerhed fremover. Dansk Fjernvarme foreslår derfor, at der tages politisk stilling til hvilke dele af energisektoren i Danmark, der skal klassificeres som kritisk infrastruktur – og dermed som noget der kan værnes om politisk.

    Dansk Fjernvarme håber, at folketingskandidaterne vil tage ansvar og debattere politiske løsninger frem for populisme. Lad Danmark, i lyset af energikrisen, gå til valg den 1. november på et oplyst grundlag, hvor vi ikke kun skal løse en krise nu og her, men også forebygger mod fremtidige kriser.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...