Etableringsstøtteordning til kollektive varmepumper og solvarme åbner igen
Energistyrelsen har netop meddelt, at man åbner for endnu en ansøgningsrunde fra efteråret 2022 til udfasning af fossile brændsler i fjernvarmesektoren.
Regeringens forslag om, at der skal afholdes yderligere en ansøgningsrunde for Etableringsstøtteordningen, har fået opbakning fra de øvrige partier, der står bag Energiaftale 2018. Det betyder, at der nu bliver åbnet for en ny ansøgningsrunde, fremgår det af en pressemeddelelse fra Energistyrelsen.
”Ordningen skal yde støtte til fjernvarmeværker, der udfaser fossile brændsler til fordel for eldrevne varmepumper eller solvarmeanlæg, ” forklarer Energistyrelsen i sin pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at der bliver justeret på de nuværende støttekriterier, der var grundlaget de to ansøgningsrunder i 2021.
De fire ændringer er som følger:
- Kravet om at 50 pct. af varmeproduktionen i fjernvarmenettet skal være baseret på fossile brændsler reduceres til 25 pct.
- Der kan ydes støtte til både varmepumper og solvarmeanlæg.
- Det vil det være muligt at modtage støtte på 30 pct. af de støtteberettigede omkostninger – dog maksimalt 7,5 mio. kr. Tidligere lå niveauet på 15 pct., dog maksimalt 5 mio. kr.
- Ansøgerne prioriteres efter størst CO2-fortrængning pr. støttekrone.
De nye kriterier gør at der kan ydes et større tilskud pr. ansøgning. I alt kan der ydes støtte for op mod 52 mio. kroner. Til sammenligning modtog 20 fjernvarmeværker tilsagn om støtte på i alt 57 mio. kroner ved de to runder i 2021.
For at kunne ændre på ordningen, er det nødvendigt at ændre på den nuværende bekendtgørelse. Den nye bekendtgørelse forventes at træde i kraft 1. juli. Det er forventningen, at puljen åbner i starten af efteråret og kan søges frem til udgangen af oktober 2022.
Skriv kommentar