Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering

EU sætter et loft over gasprisen

Den 19. december blev EU’s energiministre enige om at lægge et loft over gasprisen i EU, så EU's borgere undgår at opleve høje priser på naturgas under energikrisen.

20. dec. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    På deres møde den 19. december blev EU’s energiministre enige om at lægge et loft over gasprisen på det europæiske gasmarked. Indgrebet kommer efter en længere proces, hvor en række lande krævede et indgreb for at beskytte forbrugere og industrier, medens andre lande var skeptiske og bekymrede for virkningerne for Europas gasforsyningssikkerhed.

    Indgrebet kommer efter, at krigen i Ukraine har medført stærkt forhøjede priser på det europæiske gasmarked, ikke mindst i august i år, hvor prisen toppede på over 2.500 kr./MWh.

    - Dette udløste naturligvis stor bekymring i EU for, om borgerne og industrien har mulighed for at betale for deres nødvendige energiforbrug men samtidig også stor forundring og forargelse over, at gasprisen andre steder i verden synes betydelig lavere. EU-kommissionen blev derfor pålagt at komme med et forslag til et indgreb mod de høje priser, selv om den selv var skeptisk, siger Birger Lauersen, international chef i Dansk Fjernvarme.

    Indgrebet, der blev aftalt den 19. december er en mekanisme, der automatisk indfører et loft på €180/MWh (ca. 1.350 kr./MWh) på Europas gasbørser hvis:

    A. det prisniveau er blevet nået på gasbørserne tre dage i træk
    B. engrosprisen på gas i Europa også i tre dage har ligget €35/MWh (ca. 260 kr./MWh) over den globale pris på flydende naturgas (LNG).

    I forbindelse med aftalen siger ny klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard:

    - Europa står fortsat samlet i vores skæbnefællesskab. Vi har lavet en slags gasforsikring for virksomheder og forbrugere, hvis priser bliver ekstraordinært høje, som vi oplevede i august. Vi går ikke på kompromis med forsyningssikkerheden, da aftalen blandt andet sikrer, at prisloftet deaktiveres automatisk, hvis der er udsigt til akut gasmangel og kolde radiatorer. Det nytter ikke at love billig gas, hvis der ikke er gas i rørene, fordi ingen ønsker at sælge gas til Europa, eller den bliver brugt op for hurtigt pga. af prisbremsen. Og så skal alle fortsat huske på, at den bedste forsikring mod høje gaspriser er at få forbruget ned og accelerere udbredelsen af vedvarende energi - og det har jeg også presset på for på dagens møde.

    Loftet omfatter gaskontrakter (derivativer) der gælder en, tre og tolv måneder frem, og niveauet vil være den globale pris på LNG + €35 pr MWh. Hvis mekanismen udløses virker den mindst 20 dage frem. Hvis loftet i tre dage falder til under €180/MWh, deaktiveres mekanismen automatisk.

    EU-kommissionen har mulighed for at suspendere mekanismen, hvis der er tegn på negativ effekt på gasforsyningen.

    Indgrebet træder i kraft 15. februar 2023 og gælder et år.

    Andre klikkede på...