Gå til hovedindhold
Konverteringer

Få råd om at fastholde tilslutning til konverteringer

I slutningen af november afholder Dansk Fjernvarme fire fyraftensmøder med fokus på den bedste praksis til at opnå og fastholde tilslutningsprocenten i konverteringsprojekter. Her får du gode råd og værktøjer med hjem, som du kan anvende i dit eget fjernvarmeprojekt.

20. okt. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    At få en tilstrækkelig tilslutningsprocent i sit konverteringsprojekt er én ting  – at fastholde den kan være en mindst lige så stor udfordring. Der er nemlig mange alternativer, som trækker i forbrugeren, mens de venter på fjernvarmen.

    Sidst i november og i starten af december inviterer Dansk Fjernvarme derfor til en række fyraftensmøder rundt i landet, hvor du får mulighed for at dele din viden med os og dine kollegaer. Samtidig vil Dansk Fjernvarme præsentere konkrete guidelines, inspirationsmateriale og værktøjer til både at opbygge og fastholde en høj tilslutningsprocent i konverteringsprojekter.

    Ventetiden er en udfordring

    Med tårnhøje energipriser kan fjernvarmen måske føles som en nem og hurtig løsning for en desperat forbruger. Men det er bare ikke altid tilfældet – for fjernvarmeprojekter tager tid. Og igennem al den tid, forbrugeren venter på fjernvarmen, kræver det, at tilslutningsprocenten til projektet forbliver høj, hvis ikke projektet skal udhules.

    Det er blandt andet den problematik, fyraftensmøderne vil italesætte og komme med løsningsforslag på, fortæller Dansk Fjernvarmes seniorkonsulent, Ole Juhl, som leder møderne.

    - Når forbrugere er truet af høje energipriser, kan det få dem til at vælge kortsigtede og irrationelle løsninger. Og det kan udgøre et stort problem for fjernvarmeprojekter, fordi forbrugeren frit kan melde fra til et projekt, de egentlig allerede har tilsluttet sig, forklarer han.

    Hør mere på Dansk Fjernvarmes Landsmøde

    Allerede på Dansk Fjernvarmes Landsmøde den 27.-28- oktober, kan medlemmer høre mere om møderne. Her står Dansk Fjernvarme og resten af Fjernvarmens Hus nemlig klar i et fælles standområde, som har fokus på de danske fjernvarmeselskabers vigtigste opgave i de kommende års grønne omstilling: Konverteringer.

    - Vi har samlet hele Fjernvarmens Hus på landsmødet, fordi vi gerne vil stå sammen og vise, at vi alle har mange kompetencer og værktøjer, som vi kan tilbyde fjernvarmeselskaber i konverteringsprocessen, fortæller Ole Juhl og fortsætter:

    - Det er også de kompetencer, vi vil fremhæve måneden efter på fyraftensmøderne. Her fortæller vi om den bedste praksis til at opnå og fastholde tilslutningsprocenten i et fjernvarmeprojekt. Man går med al sandsynlighed derfra med nogle konkrete opgaver, man skal have løst. Og har man brug for hjælp til det, kan man netop vende sig mod et af selskaberne i Fjernvarmens Hus.

    De præcise datoer for fyraftensmøderne vil blive offentliggjort på Dansk Fjernvarmes hjemmeside i løbet af de kommende uger.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...