Gå til hovedindhold
Konverteringer

Fjernvarme Fyn udskyder kuludfasning

Det store usikkerhed på gasmarkedet får nu Fjernvarme Fyn til at udskyde konverteringen af deres kulfyrede anlæg med tre måneder.

3. mar. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Den geopolitiske situation får nu konsekvenser for, hvornår Fjernvarme Fyn kan sige farvel til kul. Det var planen, at man i løbet af 2022 skulle tage afsked med kul som brændsel til fordel for gas, men konverteringen af det kulfyrede anlæg bliver nu udskudt med tre måneder.

    ”Beslutningen er truffet på et ekstraordinært bestyrelsesmøde. Og den er efterfølgende godkendt på et møde i Økonomiudvalget, ” fremgår det af en pressemeddelelse fra Fjernvarme Fyn, der er udsendt sidst på dagen torsdag.

    Det betyder, at Fjernvarme Fyn vil fortsætte med at købe kul for at dække deres energibehov til og med første halvdel af 2023. Hensynet til såvel forsyningssikkerhed som risikoen for yderligere prisstigninger på gas har altså vejet tung ved beslutningen.

    ”De forventede stigninger i varmeprisen vil være meget begrænsede samtidig med, at forsyningssikkerheden til Fjernvarme Fyns mange kunder kan opretholdes uanset, hvordan situationen udvikler sig, ” skriver Fjernvarme Fyn i sin pressemeddelelse.

    Gassens betydning minimeres

    Fjernvarme Fyn har allerede bygget flere store anlæg med elkedler og varmepumper. Sammen med indkøringen af en ny og moderne biokedel i første halvår af 2023 skal de gøre det muligt at omstille det kulfyrede anlæg til gasfyring, som kun benyttes i situationer med spidslast.

    Når biokedlen er indkørt i starten af 2023, vil gassens betydning til gengæld være meget begrænset, da det kun skal bruges i særlige spidslastsituationer med ekstra højt varmeforbrug.

    ”Den forlængede brug af kul vil kortvarigt betyde end større udledning af CO2 end forventet. Derfor er det samtidig besluttet, at Fjernvarme Fyn skal arbejde for at gennemføre projekter frem mod 2030, som skal kompensere for denne ekstra udledning, ” står der i pressemeddelelsen.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...