Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering
Salg & Markedsføring

Fjernvarmedeklaration bliver for alle kunder

Reglerne om fjernvarmedeklarationer bliver ændret af Energistyrelsen. Fremover vil reglerne gælde for alle fjernvarmekunder, og der bliver flere informationer til glæde for kunderne og fjernvarmens rolle.

01. jul. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Fjernvarmedeklarationen er hjemlet i forbrugeroplysningsbekendtgørelsen og handler om, at fjernvarmens kunder skal have indsigt i, hvordan fjernvarmen produceres, og hvilke miljøpåvirkninger der er. Det er ikke en dansk opfindelse, men et krav vedtaget i EU – så der er ingen vej udenom.

    De nuværende regler har haft virkning fra oktober 2020, så de fleste selskaber har sikkert allerede udarbejdet mindst en fjernvarmedeklaration. Fjernvarmedeklarationen skal være til rådighed for kunderne mindst en gang om året sammen med årsopgørelsen og derudover ved fraflytninger som en del af slutopgørelsen.

    Fire ændringer

    Fjernvarmedeklarationen er senest vedtaget med BEK nr. 734 af 23. maj 2022 og ændres nu på følgende fire måder:

    1) Fjernvarmedeklarationen skal fortsat være til rådighed sammen med årsopgørelser og slutopgørelser i fakturameddelelsen.

    Her kan selskabet selv eller sammen med en leverandør som eksempelvis Softværket få data fra deklarationen ind på fakturaudskriften.
    Det har hidtil været frivilligt om selskaberne også ville lægge en fint opsat fjernvarmedeklaration frem på selskabets hjemmeside, og det vil det også forsætte med, men fra 1. januar 2023 skal der fremgå CO2 rangering på selskabets hjemmeside, hvor fjernvarmen sammenlignes med andre energiformer. Vi anbefaler at I samtidig informerer forbrugeren om jeres fjernvarmedeklaration, så I giver forbrugeren en baggrund for den CO2 rangering I oplyser til dem.

    2) Alle skal oplyse en miljødeklaration.

    Fjernvarmedeklarationen har i dag tre elementer: en fordeling af brændsler, en oplysning om andel vedvarende energi i procent og en miljødeklaration for emissioner til luften og aske.

    Fordeling af brændsler og andel vedvarende energi har alle selskaber skullet oplyse. Miljødeklarationen var derimod kun for selskaber med over 20 MW varmeproduktionskapacitet.

    Nu skal alle selskaber imidlertid oplyse miljødeklarationen, som primært anvendes af erhvervskunder og deres grønne regnskaber mv. Dette gælder fra 1. juli 2022.

    3) Nyt element tilføjes deklarationen.

    Fjernvarmedeklarationen får også et helt nyt element tilføjet. Alle selskaber skal have et ”trafiklys” med rød, gul eller grøn markering af fjernvarmens CO2-påvirkning. Dette vil også gælde for alle selskaber. Energistyrelsen fastsætter rammerne, og selskaberne skal oplyse deres farve.

    Grøn gives for selskaber, der har mindre end 38 kg CO2-udledning pr. 1 GJ (0,278 MWh) varmeproduktion. Biomasse regnes CO2-neutralt.

    Gul gives for selskaber, der har mindre end 59 kg CO2-udledning pr. 1 GJ varme, eller svarende til at fjernvarmen udleder mindre CO2 end en individuel luft til vand-varmepumpe.

    Rød gives for selskaber, der har mere end 59 kg CO2-udledning pr. 1 GJ varme, eller svarende til at fjernvarme udleder mere CO2 end et individuelt gasfyr.

    Med dette ”trafiklys” kan kunderne hurtigt orientere sig om fjernvarmens udledning af CO2. Det er også klar og tydelig kommunikation på hjemmesiden. Denne nyhed vil træde i kraft fra 1. januar 2023.

    4) Synlig plan for grøn omstilling.

    Som noget helt nyt, bliver der et bilag til fjernvarmedeklarationen og kun til hjemmesiden, skal fjernvarmeselskaber oplyse, hvilken plan de har for grøn omstilling.

    Energistyrelsen laver en skabelon, som alle skal anvende. Denne oplysning er med til at sætte fokus på fjernvarmen og er en god reklame for selskabernes hurtige grønne omstilling.

    Se Dansk Fjernvarmes skabelon for grøn omstilling, på denne side.

    Et stærkt signal om grøn fjernvarme

    En del selskaber har allerede spurgt, om de nuværende regler om fjernvarmedeklaration ikke bliver overflødiggjort, når fjernvarmen er baseret på vedvarende energi i hele landet fra 2030. Der er jo kun 7-8 år til. Til det er svaret, at reglerne fra EU ikke kun gælder i Danmark og under danske forhold, men for hele EU. Der vil derfor være et stærkt signal i, at fjernvarmesektoren så hurtigt og effektivt bliver omstillet.

    Fjernvarme er i konkurrence, ikke mindst fra de individuelle varmepumper. Derfor vil fjernvarmedeklarationen blive et nyt forstærket værktøj til klar og tydelig kommunikation til både private og erhvervskunder.

    Fjernvarmedeklarationen vil være det solide grundlag bag fjernvarmens markedsføring. Der er skærpede regler om markedsføring for at undgå ”greenwashing”. Forbrugerombudsmanden har udarbejdet en kvikguide, der kan ses på www.kortlink.dk/forbrugerombudsmanden/2fvyf.

    Krav om dokumentation

    Det er værd at bemærke, at fjernvarmeselskaber skal kunne dokumentere markedsføring angående miljøforhold.

    På landsplan anvender vi Energistyrelsens tal for, at fjernvarme er 72 % vedvarende energi (fra 2021-statistik). Lokale fjernvarmeselskaber kan godt markedsføre sig med andel vedvarende energi og CO2-forhold, men det skal kunne dokumenteres, jf. Forbrugerombudsmandens kvikguide. Fjernvarmedeklarationen er den bedste dokumentation.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...