Fjernvarmen er nu på vej til Strib, Vejlby og Røjle
Middelfart Fjernvarme og TVIS har nu officielt skudt fjernvarmeudrulning til Strib, Røjle og Vejlby i gang med det første spadestik til det største gaskonverteringsprojekt på Fyn.
Bestyrelsesformændene for TVIS og Middelfart Fjernvarme har sammen med Middelfart Kommunes borgmester, Johannes Lundsfryd, torsdag eftermiddag taget første spadestik til Fyns største gaskonverteringsprojekt.
For at få fjernvarmen til Strib etablerer TVIS en fem kilometer rørledning fra Hessgade til Rudbæksmøllevej, hvor TVIS bygger en ny vekslerstation. Herfra udruller Middelfart Fjernvarme et distributionsnet til 2200 potentielle forbrugere i fem etaper, hvor det sidste område er forsynet i 2025.
- Det er en vigtig dag for TVIS og Middelfart Fjernvarme, fordi vi får fuldført endnu flere af fjernvarmeselskabernes, kommunernes og statens ambitioner om at konvertere gasforsynede områder til fjernvarme, siger Lars Schmidt, Bestyrelsesformand i TVIS.
62% af varmeforbrugerne har allerede tilmeldt sig fjernvarmen i alle fem etaper i Strib-området, og hele projektet giver en CO2-besparelse på omkring 6000 tons om året eller 73.000 tons set over 20 år, sammenlignet med den nuværende naturgas-forsyning og nybyggeri med varmepumper.
- Der har været overvældende interesse for fjernvarme, og vi er derfor også glade for at kunne komme i gang med selve etableringen. Vi har været udfordret af stor efterspørgsel på både rør og arbejdskraft i hele fjernvarmebranchen, men nu ser det lovende ud, og vi arbejder ihærdigt på at komme i mål, så de første har fjernvarme til næste forår og de sidste i 2025, siger Jens Sørensen, bestyrelsesformand i Middelfart Fjernvarme.
Skriv kommentar