Forbruget af naturgas falder markant
Selv om det faktiske energiforbrug steg i første halvår, så faldt forbruget af naturgas med næsten 30 procent i første halvdel af 2022.
Danskerne har brugt langt mindre naturgas i år end sammenlignet med sidste år. Det fremgår af Energistyrelsens kvartalsstatistik, der viser, at forbruget af naturgas faldt med næsten 30 pct. i første halvår af 2022 sammenlignet med samme periode året før.
Styrelsen kommer ikke med en forklaring på det meget markante fald, men det skal givetvis ses i forhold til, at prisen på naturgas i samme periode er stukket helt af.
Faldet i forbruget af naturgas skal sammenholdes med, at det faktiske energiforbrug steg i første halvår af 2022 med 1,7 procent i forhold til samme perioder i 2021.
”I samme periode steg forbruget af olie, vedvarende energi og kul med henholdsvis 19,4 pct., 3,7 pct. og 1,1 pct. mens forbruget af naturgas faldt med 29,3 pct., ” skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Større produktion af vindkraft og solenergi
Produktionen af strøm fra de danske vindmøller var 28,5 pct. højere i første halvår af 2022 sammenlignet med året før på grund af bedre vindforhold. Det betød, at vindkraftens andel af elforsyningen steg fra 41 pct. til 52 pct.
Stigningen i vindkraftproduktionen bidrager til et fald i det samlede energiforbrug, da vindkraftanlæg producerer strøm uden tab af brugbar energi, mens el produceret på termiske kraftværker (med biomasse, kul, gas og olie) også afstedkommer et konverteringstab.
Samtidig var elproduktionen fra solceller 63,9 pct. højere end i den tilsvarende periode i 2021 på grund af signifikant flere solskinstimer og idriftsættelse af nye solcelleanlæg.
Skriv kommentar