Forsyningssikkerhed er det vigtigste lige nu
Løgumkloster Fjernvarme har satset på en fleksibel og bæredygtig varmeforsyning, som har bragt varmeprisen ned, mindsket afhængigheden af naturgas markant og øget forsyningssikkerheden.
I 2012 vedtog Løgumkloster Fjernvarme en ny strategi, som skulle mindske afhængigheden af naturgas markant. Dengang var hele varmeproduktionen baseret på naturgas, men siden er der investeret i en række forskellige varmeproducerende anlæg, så andelen af naturgas nu er reduceret med 85-90 procent.
– I dag producerer vi al vores varme om sommeren med solvarme, mens grundlasten om vinteren er biomasse og varmepumper. Vi bruger kun naturgas til spidslast om vinteren, og planen er, at vi skal blive helt uafhængige af naturgas på længere sigt, siger Peter G. Andersen, driftschef for Løgumkloster Fjernvarme.
Det har krævet investeringer på cirka 100 millioner kroner at spille på flere heste end gassen ved at etablere solvarme, biomasse (træpiller) og tre varmepumper, der kører i kaskade. Gasforbruget er fordelt på henholdsvis gasmotorer og gaskedel.
I 2021 stod solvarmen for 17 procent af varmeproduktionen, biomassen og varmepumper stod for 70 procent, mens naturgassen udgjorde 13 procent.
Men på to år er gasprisen steget fra 50 øre til 20 kr. per kubikmeter. Elprisen er steget fra 50 øre til 2 kroner per kWh, og træpiller er mere end fordoblet i pris.
– En af vores træpilleleverandører meddelte, at de kun kunne levere fremover, hvis vi var villige til at betale en langt højere pris end allerede aftalt. Sådan er vilkårene blevet, hvis man vil sikre sine forsyninger, siger Peter G. Andersen.
I dag producerer vi al vores varme om sommeren med solvarme, mens grundlasten om vinteren er biomasse og varmepumper. Vi bruger kun naturgas til spidslast om vinteren, og planen er, at vi skal blive helt uafhængige af naturgas på længere sigt.
Stigning på alle brændsler
Det fleksible energikoncept hos Løgumkloster Fjernvarme har de senere år medvirket til at nedbringe den årlige varmepris til cirka 14.500 kr. for en gennemsnitsbolig. Men aktuelt er det ikke muligt at undgå en varmeprisstigning, når alle energikilder og brændsler bliver ramt af kæmpe prisstigninger samtidig. Konsekvensen er, at Løgumkloster Fjernvarme må sætte varmeprisen op fra 1. januar 2023.
– Prisstigningerne på gas, el og biomasse foruden stigninger i forbrugerpriserne generelt betyder, at vi ikke kan fastholde vores hidtidige varmepris, men bliver nødt til at varsle stigninger på varmeprisen med 65 procent fra 2023, fortæller Peter G. Andersen og fortsætter:
– Men jeg vurderer, at vores varmepris var steget endnu mere, hvis ikke vi havde etableret den fleksible produktion, vi har i dag, og på den måde fået nedbragt vores forbrug af naturgas fra 100 procent til kun at udgøre spidslast, siger Peter G. Andersen.
Så længe gas- og elpriserne er meget høje, skal varmen i højsæsonen hos Løgumkloster Fjernvarme primært produceres med biomassekedlen og absorptionsvarmepumpen.
– Selv om biomassen er steget i pris, er den stadig den billigste grundlast sammen med varmepumper i højsæsonen, når vi ikke kan udnytte solvarmen, siger Peter G. Andersen.
Måske olie i stedet for gas
Set i bakspejlet kunne en vindmølle have styrket forsyningssikkerheden yderligere og hjulpet endnu mere på robustheden over for prisstigninger.
– I dag ville en vindmølle have været en rigtig god ekstra energikilde at have adgang til, så vi kunne producere vores egen strøm og sælge resten til en god pris på elmarkedet, siger Peter G. Andersen.
Faktisk blev muligheden for en vindmølle undersøgt i 2012, da man besluttede det nye bæredygtige energimiks, men dengang var det ikke rentabelt, blandt andet fordi der skulle etableres 3 km elkabel fra møllen til varmeværket.
Nu er der indkøbt træpiller, så der er et lager året ud, og der er bestilt nye forsyninger. Indtil videre forventer Peter G. Andersen derfor at kunne klare grundlasten hele vinteren uden problemer.
– Det forlyder, at de danske gaslagre er stort set fyldt op til vinteren, så indtil videre forventer vi, at der er gas nok til vores spidslastbehov. Men gasforsyningen er vi ikke herre over, her er vi afhængige af den nationale gasforsyning, siger han.
For at sikre varmeforsyningen endnu mere overvejer Løgumkloster Fjernvarme at søge om tilladelse til at etablere en oliebrænder, så man kan anvende olie i stedet for naturgas til spidslasten, hvis der skulle blive lukket for naturgassen.
– Lige nu trumfer forsyningssikkerhed den grønne omstilling. Vi bliver nødt til at sikre kunderne varme, selv om det måske bliver en vinter, hvor vi anvender olie, som vi ellers troede, vi for længst havde sagt farvel til, siger Peter G. Andersen.
Prisstigningerne på gas, el og biomasse foruden stigninger i forbrugerpriserne generelt betyder, at vi ikke kan fastholde vores hidtidige varmepris, men bliver nødt til at varsle stigninger på varmeprisen med 65 procent fra 2023,
Politiske initiativer er nødvendige
Peter G. Andersen mener, at man politisk bør overveje at bringe kundernes udgifter ned ved en midlertidig momsfritagelse på energi.
– En momsfritagelse eller momsdifferentiering vil hjælpe alle kunder, uanset hvilken energiform de bruger. Vi forventer desværre, at nogle af vores kunder ikke kan betale deres varmeregning efter prisstigningen, og at vi skal i gang med at indgå særlige betalingsaftaler. Her vil en momsfritagelse være en stor hjælp, siger han videre.
Han opfordrer også til at øge konverteringspuljerne, så der kan komme gang i mange flere konverteringsprojekter.
– Der kommer til at gå flere år, inden fjernvarmen slipper helt af med naturgas, men lad os få sat flere midler af til at accelerere konverteringerne, så vi kommer hurtigst muligt i mål med uafhængighed af gas, siger Peter G. Andersen.
Denne artikel har været bragt i magasinet Fjernvarmen 2022-5 som en del af et tema om fjernvarmeselskabernes rolle for forsyningssikkerheden.