Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed

Forsyningstilsynet imødekommer fjernvarmeselskaber

En revideret udgave af Varslingsvejledningen bløder op på de krav, som Forsyningstilsynet stiller til fjernvarmeselskaber om varsling af prisstigninger.

17. mar. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Forsyningstilsynet har netop offentliggjort en revideret udgave af Varslingsvejledningen fra 2020. Vejledningen tager nu et større hensyn til, at der kan være situationer, hvor selskaberne ikke har mulighed for at varsle med de tre måneder ved prisstigninger på mere end 10 pct., som der er krav om.

    Konkret skriver Forsyningstilsynet i den reviderede udgave af vejledningen, at der skal foregå en rimelighedsvurdering, så der skal tages hensyn til såvel kunderne som til varmeselskaberne. Samtidig bliver det understreget, at hvis kravet om tre måneders varsel ikke er fulgt, så vil det bero på en konkret og individuel vurdering, om der alligevel er sket rimelig varsling.

    Forsyningstilsynet nævner selv, at der i denne vurdering i forhold til ”rimelig varsling” bl.a. lægges vægt på, hvordan fjernvarmeselskaberne agerer på en række punkter:

    • Der skal hurtigst muligt varsles individuelt
    • Der skal løbende orienteres om situationen på hjemmesiden
    • Fjernvarmeselskaberne skal angive kontaktnumre for de forbrugere, som der ikke mener, at de er i stand til at betale
    • Der skal tilbydes betalingsordninger

    Medlemmer er bekymrede

    Dansk Fjernvarme har over de seneste måneder været i en tæt dialog med Forsyningstilsynet for at gøre opmærksom på, at de varslingsregler som fungerer ”under normale forhold”, ikke er lette at følge i den nuværende situation.

    - Den nye reviderede Varslingsvejledning viser, at Forsyningstilsynet er opmærksom på, at vi er i en energikrise, og at det derfor er svært for selskaberne at forudse, hvordan priserne udvikler sig, siger juridisk konsulent Birthe Boisen fra Dansk Fjernvarme.

    Dansk Fjernvarmes har fået mange henvendelser fra medlemmer, der har udtrykt stor bekymring over de gældende varselskrav. Bekymringerne går på, at der er høj risiko for manglende likviditet, hvis selskaberne skal overholde Varslingsvejledningen til punkt og prikke.

    - Når priserne stiger så hurtigt som de gør, og kunderne ikke betaler de faktiske udgifter, så er der behov for yderligere ekstern finansiering, der igen gør det dyrere for kunderne. Derudover er bekymringen hos selskaberne, at kunder, der fraflytter området, ikke er med til at betale, men efterlader regningen hos de kunder, der bliver, forklarer Birthe Boisen.

    Forsyningstilsynet har som et supplement til vejledningen lavet en F&Q, hvor der gives svar på nogle af de spørgsmål, som Dansk Fjernvarmes medlemmer har stillet Forsyningstilsynet til Varslingsvejledningen. Den anbefaler vi også selskaberne at læse.

    Samtidig anbefaler vi, at selskaberne giver såvel den reviderede Varslingsvejledning som de tilhørende F&Q til deres revisor.

    Link til pressemeddelelse om revideret Varslingsvejledning hos Forsyningstilsynet: https://forsyningstilsynet.dk/lovgivning/vejledninger/vejledning-om-varsling-af-vaesentlige-varmeprisstigninger

    Link til Forsyningstilsynets Q&A om den reviderede Varslingsvejledning (PDF): https://forsyningstilsynet.dk/media/10803/spoergsmaal-og-svar-faq.pdf

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...