Fremtidens fjernvarme er til debat på Energipolitisk Åbningsdebat
Den 5. og 6. oktober er Dansk Fjernvarme medarrangør af den årlige Energipolitisk Åbningsdebat på Christiansborg, hvor fremtidens fjernvarme er med på menuen.
Når Folketinget åbner i begyndelsen af oktober, er der tradition for, at energiforsyningen i Danmark også indtager Christiansborg. Det sker også i år, når Energipolitisk Åbningsdebat bliver afviklet over to dage – den 5. og 6. oktober.
Igen i år er fjernvarmesektoren også med på dagsordenen. Det sker bl.a. på førstedagen af debatten, hvor der bliver sat fokus på fjernvarmens fremtid. Det er udviklingschef for Dansk Fjernvarme, Kim Behnke, der bliver ordstyrer på debatrunden fra 15.25 til 16.45.
- Netop fordi Energipolitisk Åbningsdebat finder sted på Christiansborg og i forbindelse med Folketingets åbning er der en rigtig god mulighed for både at høre, hvad energi- og forsyningssektoren tumler med, og hvordan politikerne vil tackle de udfordringer, der er. Derfor vil jeg opfordre så mange medlemmer af Dansk Fjernvarme som muligt til at melde sig til, siger Kim Behnke.
Blandt oplægsholderne er Jan Strømvig, direktør for Fjernvarme Fyn, og direktør i Viborg Varme, Morten Abildgaard, ligesom analysechef i Grøn Energi, Jesper Koch, er med. De forskellige oplæg bliver kædet sammen i en afsluttende debatrunde.
Den første dag bliver rundt af med en fælles debatrunde om fjernvarmens og kraftvarmens fremtid i den danske energi- og forsyningsstruktur. Her bliver sektoren debattører udvidet med en række energipolitiske ordførere.
Det er foreningen Decentral Energi, der er hovedarrangør på Energipolitisk Åbningsdebat 2022, og Dansk Fjernvarme er medarrangør.
Skriv kommentar