Grøn skattereform skal skabe klare rammer for grøn omstilling og CO2-fangst
Dansk Fjernvarme ønsker en langsigtet løsning på det danske afgiftssystem, der giver stabile rammevilkår og et ensartet incitament til CO2-fangst.
I affalds- og fjernvarmesektoren er der et potentiale for CO2-fangst på op til 5,5 mio. ton, heraf op til 4,5 mio. ton fra bæredygtige kilder som biogent affald og bæredygtig biomasse. Den grønne skattereform skal sikre tilstrækkeligt incitament til at indfri dette potentiale gennem en bred og ensartet beskatning af CO2 og en tilsvarende negativ afgift (tilskud) ved fangst og lagring af biogen CO2.
Det er et af de centrale budskaber fra Dansk Fjernvarme og Dansk Affaldsforening til de politiske ordførere i forbindelse med forhandlingerne om en grøn skattereform. De to brancheorganisationer er gået sammen om et fælles indspil, som kan downloades fra højre spalte her på siden.
Her slår organisationerne bl.a. fast, at den certificerede bæredygtige biomasse ikke skal pålægges CO2-afgift, fordi den er CO2-neutral. Det understreges af – mener organisationerne – at både biomasse og biogent affald kan og skal spille en afgørende rolle i at indfri vores klimaambitioner gennem negative emissioner.
Det skal ske ved, at den biogene CO2 fanges og lagres, så koncentrationen af CO2 i atmosfæren nedbringes. Fangst af CO2 fra biogent affald og biomasse er således centralt i forhold til at komme i mål med 70 pct. reduktion af Danmarks CO2-udledning i 2030.
Derudover peger Dansk Fjernvarme og Dansk Affaldsforening på, at rammerne i den grønne skattereform skal være fastlagt inden første udbudsrunde for CCUS-puljen afsluttes, så der på budtidspunktet er fuld klarhed om størrelsen på den negative afgift samt adgang til at modtage denne. Således kan både en ny CO2-afgift på fossil udledning og den negative afgift ved fangst af biogen CO2 indgå i Energistyrelsens vurdering af de afgivne bud.
De to brancheorganisationer mener desuden, at både den fossile elproduktion og biogas skal friholdes for CO2-afgift, samt at der hurtigst muligt skal skabes klare rammer for konsekvenserne af den nye skattereform for affaldsenergianlæggene.
Skriv kommentar