Gå til hovedindhold
Administration & Økonomi
Energipriser

Hillerød Forsyning skruer ned for varmeregningen

Kombinationen af højere el-indtægter og faldende gaspriser giver Hillerød Forsyning et overskud i 2022. Nu modregner forsyningen varmekunderne i forbindelse med årsafregningen.

20. dec. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Hillerød Forsyning har i løbet af 2022 hævet fjernvarmeprisen to gange som følge af de stigende råvarepriser. I juni 2022, da den nuværende fjernvarmepris blev lagt fast, var prisen på naturgas over dobbelt så høj som året før.

    I løbet af efteråret er prisen på naturgas dog faldet igen, og da forsyningen samtidig har tjent flere penge end forventet på at producere el til engrosmarkedet, er der nu penge på vej retur til varmekunderne.

    - Det her er en god og varm nyhed i en kold og dyr juletid. Det er specielt en markant højere indtægt fra engrossalg af el, der har givet Hillerød Varme en større indtjening end budgetteret. Og da varmeselskabets regnskab skal hvile i sig selv, vil vi modregne kunderne i forbindelse med årsafregningen, siger Tue Tortzen, bestyrelsesformand i Hillerød Forsyning, i en pressemeddelelse.

    Afhænger af forbruget

    Varmeforsyningen køber bl.a. en del af varmen fra kraftvarmeforretningen, som producerer både el og varme. Her er indtægten fra el-salget blevet markant højere end forventet. Den indtægt har kraftvarmeselskabet brugt til at sænke prisen på varme, inden den blev solgt til varmeselskabet.

    Hvor meget den enkelte forbruger bliver modregnet, afhænger i sagens natur af varmeforbruget. I den danske fjernvarmebranche arbejder man med begrebet ”et standardhus”. Det er på 130 kvadratmeter og bruger 18,1 MWh fjernvarme om året, og sådan en standardkunde vil blive modregnet knap 2.200 kr. i forbindelse med årsafregningen i januar.

    Fortsat usikkerhed

    Der er dog fortsat stor usikkerhed på energimarkedet, og derfor vælger Hillerød Forsyning indtil videre for 2023 at fastholde den nuværende fjernvarmepris, som trådte i kraft i efteråret 2022.

    For det første er der stadig stor usikkerhed om udviklingen i råvarepriserne, ikke mindst prisen på naturgas, og for det andet er det langt fra sikkert, at den høje indtjening fra produktionen af el kan fortsætte.

    - Varmeselskabet drives efter forsigtighedsprincippet, og vi er nødt til at sikre, at det har en stabil indtjening i den kolde periode, hvor kunderne bruger meget energi. Skulle prisen i løbet af 2023 vise sig at være for høj, vil vi naturligvis korrigere den, siger Tue Tortzen. 

    Andre klikkede på...