Høring om beregning af bygningers klimapåvirkning
Bolig og Planstyrelsen har sendt ændringer af bekendtgørelsen om Bygningsreglementet 2018 (BR18) i høring for at synliggøre bygningers klimapåvirkning i et livscyklusperspektiv.
Bekendtgørelsen om Bygningsreglement 2018 (BR18) udspringer af den politiske aftale fra marts 2021 om en national strategi for bæredygtigt byggeri, og Dansk Fjernvarme indgiver et høringssvar, men modtager gerne kommentarer fra medlemmer senest den 18. maj.
Formålet med ændringerne er at synliggøre bygningers klimapåvirkning set i forhold til produktion af byggematerialer, drift af bygningen samt nedbrydning og bortskaffelse af bygningskomponenterne. Livscyklusanalysen skal påvirke bygherre til at træffe mere klimabevidste valg.
Beregningen skal foretages for alle nye bygninger, men gælder ikke for tilbygning og ombygning. Klimapåvirkningen opgøres for en betragtningsperiode på 50 år.
For små bygninger er der ingen grænseværdier, men for bygninger over 1.000 m2 indsættes en grænseværdi for klimapåvirkningen på 12 kg CO2-ækvivalenter pr. m2/år. I beregningerne indgår en række standardværdier for emissionsfaktorer for bl.a. el, fjernvarme og ledningsgas, samt emissionsfaktorer for kølemidler til individuelle varmepumper.
Der er høringsfrist søndag d. 22. maj 2022, og det forventes at bekendtgørelsen træder i kraft d. 1. januar 2023. Se høringsmaterialet her: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/66338
Hvis jeres fjernvarmeselskab har bidrag til Dansk Fjernvarmes høringssvar, skal I kontakte Jens Christian Nielsen – Dansk Fjernvarme – på jcn@danskfjernvarme.dk.
Skriv kommentar