HOFOR sætter prisen op med syv procent i 2023
Energikrisen er årsag til, at københavnerne efter tre år med prisfald nu skal betale mere for fjernvarmen fra HOFOR.
Efter tre år med kontinuerlige fald i varmeprisen fra HOFOR, skal københavnerne nu til at betale mere for varmen fra den 1. januar 2023. Prisstigningen bliver på syv procent, mens prisen på bygas bliver fastholdt på det samme niveau som i 2022.
Konkret det ifølge en pressemeddelelse fra HOFOR til at koste omkring 7.900 kroner at varme en gennemsnitlig lejlighed på 80 m2 i København op i 2023. Og selvom det kan synes som en lille stigning, når man ser på priserne for at varme op med gasfyr, så varsler HOFOR også, at der kan ske yderligere prisændringer i løbet af 2023.
- Selvom det er ærgerligt med en prisstigning, så er vi glade for, at det kan lande på syv procent, udtaler Gorm Elikofer, der er konstitueret direktør for energi i HOFOR, der allerede nu varsler, at der kan komme yderligere priser i det kommende år.
- Normalt ændrer vi ikke prisen på varme i løbet af året, men det kan blive nødvendigt i 2023. Priserne på brændsler ændrer sig hele tiden og ofte markant. Derfor vil vi hellere regulere prisen flere gange i løbet af året fremfor at risikere at skulle sende store efterregninger til vores kunder, forklarer han i pressemeddelelsen.
Lovgivning kan give prisstigning
Udover usikkerheden med prisen på brændsler, er der også nye regler, der kan påvirke fjernvarmeprisen. EU har nemlig fastslået, at der skal være en grænse for, hvor meget et energiselskab kan tjene på de stigende strømpriser. Det er op til myndighederne i Danmark at regulere de danske selskaber, og de regler kommer ikke på plads, før den nye regering for alvor er trådt i arbejdstøjet.
Hvordan reglerne ender med at blive kan få stor betydning for de københavnske fjernvarmekunder, da HOFOR benytter en del af overskuddet til at holde varmeprisen stabil. Hvis den mulighed forsvinder, eller hvis prisen på brændsler stiger igen, vil HOFOR sandsynligvis være nødt til at hæve prisen på fjernvarme i løbet af året.