HOFOR: Vent med at tænde for varmen
Hovedstadens Forsyningsselskab har en klar opfordring til sine varmekunder forud for fyringssæsonen: Vent så længe det er muligt med at tænde fjernvarmeanlægget og skrue op for varmen.
De københavnske fjernvarmebrugere skal væbne sig med tålmodighed – i hvert fald i forhold til at skrue op for varmen. HOFOR - Hovedstadens Forsyningsselskab – står bag opfordringen, der skal mindske energiforbruget så meget som muligt.
- Vi er nødt til at tage de varme sokker og tæpper frem, og prøve at vente med at tænde for varmen til inde-temperaturen falder til under 19 grader, siger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i HOFOR, i en pressemeddelelse.
Udover at tage mere varmt tøj på, når man er hjemme, og krybe under et tæppe, så har HOFOR en række gode råd til at spare på energien, der gælder for alle, der har en radiator eller gulvvarme. Det handler fx om at holde øje med rumtemperaturen og holde igen med at skrue op.
HOFOR pointerer bl.a., at 19 grader er den rumtemperatur, der nu er indført for de statslige bygninger. HOFOR opfordrer til at alle husstande prøver at ligge på samme niveau.
- Når stuerne kommer under 19 grader, handler det om at skrue så lidt op som muligt, og udnytte varmen bedst muligt. Du sparer meget energi ved at flytte møbler væk fra radiatorer og bruge så lidt varmt vand som muligt. Det sparer på energien, og samtidig sænker du også din varmeregning, fortæller Henrik Plougmann Olsen.
I HOFOR bliver prisen for fjernvarme i det næste år normalt udmeldt i december måned. Meldingen fra HOFOR er dog, at det endnu er meget vanskeligt at sige noget om prisen for 2023.
- Energimarkedet er fortsat meget uforudsigeligt, og en række EU indgreb kan få en betydning, vi ikke kender endnu. Men vi arbejder hårdt på at kunne beskytte vores fjernvarmekunder så godt som muligt, midt i at alle andre priser stiger, pointerer Henrik Plougmann Olsen.
FAKTA
Fem spareråd
- Vent med at skrue op for varmen
- Hold, hvor det er muligt, 19 grader i inde-temperatur
- Brug så lidt varmt vand som muligt
- Tag brusebad om aftenen, hvor energiforbruget er lavere
- Indstil dit fjernvarmeanlæg, så det udnytter varmen effektivt
Skriv kommentar