Gå til hovedindhold
Administration & Økonomi

Kæmpe tilbagebetaling på vej til fjernvarmekunder i Hvalsø

Fjernvarmekunder i den midtsjællandske by Hvalsø kan snart se frem til en klækkelig nytårsgave fra den lokale fjernvarmeforsyning. 25 pct. af varmeprisen fra 2021 bliver nemlig tilbagebetalt. En udmelding, der måske kan synes en smule paradoksal, når varmeprisen i år stiger med otte procent.

14. feb. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Midt i en energikrise er det alligevel lykkedes Hvalsø Kraftvarmeværk at skabe et overskud på 4 millioner kroner i 2021, som snart ryger lige tilbage i lommen på deres godt 1.200 forbrugere.

    Kraftvarmeværkets bestyrelsesformand, Ole Dangvard Jensen, glæder sig over at kunne meddele den gode nyhed til forbrugerne. I hans otte år som formand har han nemlig aldrig før kunnet betale så stort et beløb tilbage. Han forklarer, at den nedsatte varmepris kan tilskrives to ting:

    - Først og fremmest har vi sidste år fået 85 procent af vores fjernvarme fra det lokale savværk, som leverer overskudsvarme fra biomasse til os. Varmen produceres udelukkende på dansk træ fra Sjælland, og vi bruger det derefter som biomasse i vores varmeproduktion, forklarer han og fortsætter:

    - Samtidig har vi fået en ny driftsleder, som har haft en dynamisk tilgang og har været god til sælge strøm ud i elnettet, som vi har produceret på vores gasmotor. Det har skabt en ekstra indtjening for os.

    Selvsamme driftsleder, Michael Linder-Madsen, understreger, at man virkelig har ramt et elmarked, som er gået varmeværkets vej. Og han er glad for, at hans første år som ny driftsleder er gået så godt, selvom barren unægtelig er sat højt lige fra starten.

    - Det er da fantastisk at stå i en situation i sit første år, hvor markedet i den grad har spillet i vores retning. Der har været lige den rette kombination af manglende vind og dyr strøm, som har gjort det profitabelt for os at sælge vores strøm, siger han.

    Paradoksal prisstigning

    Når nu forbrugerne hos Hvalsø Kraftvarmeværk får så stort et beløb tilbagebetalt fra 2021, kan det måske virke en anelse paradoksalt, at varmeprisen stiger med otte procent i år. I Hvalsø er 15-20 procent af varmeproduktionen baseret på naturgas, så her skal en del af forklaringen på den paradoksale prisstigning findes.

    Den forhøjede pris skyldes dog ifølge Michael Linder-Madsen også en konservativ vurdering fra varmeværkets side, da de ikke ønsker at sætte varmeprisen for lavt og dermed være nødsaget til at udsende en ekstraopkrævning til deres forbrugere sidst på året.

    - Vores prisstigning hænger sammen med, at vi har haft svært ved at få en god pejling om, hvor elmarkedet bevæger sig hen i 2022. Derfor har vi ikke budgetteret med, at vi kan producere el til elnettet på vores gasmotor, forklarer han, men tilføjer dog:

    - Vi mener, at det er bedre at forhøje prisen og så se på status, når vi er kommet ud af fyringssæsonen. Vi laver derfor en halvårlig status, og hvis det er lykkedes os at sælge el ud på markedet, justerer vi acontoraterne for de sidste to kvartalsbetalinger.

    Vil gerne helt af med naturgassen

    Med 15-20 procent naturgas i varmeproduktionen kan Hvalsø Kraftvarmeværk ikke undgå at blive påvirket af prisstigninger. Derfor er der da også planer om, at naturgassen med tiden skal udfases helt i Hvalsø og erstattes med andre opvarmningsformer.

    For Michael Linder-Madsen skyldes det særligt, at det netop er de fjernvarmeselskaber med flest forskellige varmeproduktionsformer, der kan tilbyde de mest stabile priser.

    - Vi har søgt om rådgiverstøtte, som jeg håber vi kan bruge til at få lavet et strategioplæg til, hvordan vi kan få udfaset naturgassen til fordel for nogle nye bæredygtige varmekilder. Vi kigger i øjeblikket på en lille biomassekedel eller noget tilsvarende, men vi har selvfølgelig også øjne for løsninger med elvarmepumpe eller elkedel. Vi er rimelig åbne og udelukker ikke nogen løsninger, understreger driftslederen.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...