Klimafolkemøde: Fjernvarmen er en hjørnesten i den grønne omstilling
Dansk Fjernvarme var aktive deltagere på Klimafolkemødet i Middelfart, men fik også knyttet kontakter – ikke mindst omkring konvertering til fjernvarme.
Fjernvarme er et genialt koncept og vi er heldige at have det i Danmark - særligt lige nu.
Sådan lød et af budskaberne i debatten ”Fri af russisk gas” på Klimafolkemødet, der blev afholdt i Middelfart i den forgangne uge. Debatten blev af afholdt af Green Power Denmark og med et panel bestående af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen, samt Ole Thomsen Senior Vice President i Bioenergy Ørsted, der kom med deres bud på hvad der skal til for at Danmark kan komme af med fossile brændsler.
Og at fjernvarmen er helt central for den grønne omstilling i energisektoren, er også en af grundene til, at Dansk Fjernvarme i år har gjort en indsats på Klimafolkemødet i Middelfart.
- Vi er her i Middelfart med debatter og i paneler fordi man ikke kan sige fremtidens energiforsyning uden at sige fjernvarme. Vi er i den grad en del af den grønne omstilling, og hvad man fornemmer på de klimainteresserede fremmødte, er vi ikke ene om at mene det, siger Sigrids Friis Frederiksen konsulent i Dansk Fjernvarme og projektleder på indsatsen på Klimafolkemødet.
- Vi har både haft nogle programlagte debatter, men også været tilstede som tilhørere til en række debatter, der handler om varme, energi og forsyning, for at kunne være en del af dialogen, der nemt opstår et sted som her, fortsætter hun.
Blandt de dialog- og vidensøgende deltagere stødte Dansk Fjernvarme blandt andre på formand og næstformand i udvalget for Klima, miljø og natur i Holbæk kommune, Karen Thestrup Clausen (Ø)og Charlotte Nielsen (S).
De var sammen taget vejen mod Vestfyn for at få mere viden og dialog om, hvordan de bedst omstiller byen til fjernvarme. Et projekt, der kommer til at kræve både planlægning og tålmodighed.
Taskforce var med på Klimafolkemødet
Søren Magnussen og Nina Marie Holmboe var også blandt Dansks Fjernvarmes udsendte til Klimafolkemødet.
- Rigtig mange af de deltagende her i Middelfart er kommunale medarbejdere, som vi hjælper med varmeplaner og konverteringer, siger Nina Marie Holmboe, der er en del af Dansk Fjernvarmes Taskforce
Taskforce har fokus på konverteringer og samarbejdet mellem kommunerne og deres fjernvarmeselskaber. Emnet har særligt fokus, fordi mange kommuner nu laver varmeplaner og forbereder at sende et brev med klar besked om varmeforsyning til borgerne inden årsskiftet.
Prøver man at danne sig et overblik over, hvad fagfolk, kommunale medarbejdere og politikere ser som en af de største barrierer i omstillingen af varmeforsyningen til fjernvarme, er der et emne, der overskygger alle andre.
- Arbejdskraften mangler – og det gælder på alle posterne. Fra varmeplanlæggere til ingeniører og dem, der graver rørene ned og smeder dem sammen, siger Søren Magnussen, der også er en del af Dansk Fjernvarmes Taskforce.
- Der er mange bud på, hvordan vi løser klima-, energi- og sikkerhedskrisen, men mange af løsningerne ender i den samme udfordring – og det er mangel på ressourcer. Enten er arbejdskraften ikke til at få; materialerne svære at få leveret, eller den tomme fjernvarmepulje sætter en prop i processen, fortsætter han.
Klimafolkemødet blev afholdt i Middelfart fra 1.-3. september og består af over 200 events relateret til klima og miljø. Det er gratis for alle at deltage i, og formålet er at inspirere flere til at skabe klimahandling – sammen.
Skriv kommentar