Kommuner vil have forkortet vejen til grøn fjernvarme
KL er klar til at levere varmeplaner i samarbejde med fjernvarmeselskaberne, men det kræver medspil fra Christiansborg.
Kommunerne er klar til at levere varmeplaner, som sikrer borgere grøn fjernvarme i stedet for olie eller gas. Men det kræver, at Christiansborg er med på nogle lovændringer, som gør det nemmere, lyder budskabet fra kommunerne brancheorganisation, KL.
- Vi er med på målet og sandsynligvis også tempoet. Men det kræver, at politikerne på Christiansborg også lytter til de ting, vi kommer med, siger formand for Klima- og Miljøudvalget i Kommunernes Landsforening Birgit Hansen, til Ritzau.
Meldingen kommer i forbindelse med, at regeringen tirsdag fremlægger sin plan for, hvordan Danmark hurtigst muligt kan gøre sig fri af russisk gas. Regeringen vil udfase naturgas inden 2028.
Men hvis kommunerne skal levere deres del af arbejdet, kræver det nogle lovændringer, påpeger Birgit Hansen:
- Vi skal nok levere, men vi har brug for nogle lovændringer. For eksempel skal udgangspunktet være et automatisk ja-tak til tilslutning.
Det vil ifølge Birgit Hansen kunne forkorte den tid, der tager for nye varmeprojekter at blive behandlet.
Der er ifølge Frederikshavn-borgmesteren også brug for at lempe på kravene om at gennemføre samfundsøkonomiske beregninger af projekterne.
- Det vil betyde, at man måske kan forkorte processen fra halvandet år til fem måneder. Men det kræver, at ministeren og Folketinget sætter sig ned og ser på, hvor meget man egentlig skal igennem, og hvem skal levere, siger hun til Ritzau.
Skriv kommentar