Gå til hovedindhold
Energipriser

Kredsløb fastholder varmeprisen i 2023

Det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb kan med hjælp fra Ørsted fastholde sin fjernvarmetakst fra 2022 for det kommende år.

6. dec. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Fjernvarmekunderne hos Kredsløb kan se frem til, at de også i 2023 skal betale den samme pris, som de skal i 2022. Der bliver nemlig ingen prisstigning på fjernvarmen i 2023 for Kredsløbs kunder, fremgår det af en pressemeddelelse fra Kredsløb.

    Meldingen kommer på trods af stigende omkostninger på brændselskilder generelt, et turbulent energimarked og en midlertidig omlægning af forsyningen fra Studstrupværket fra træpiller til kul. 2022-prisen var i forvejen cirka 2000 kr. lavere for et standardhus end 2021, oplyser Kredsløb.

    Udregnet i kroner og øre betyder det, at en standardkunde, som bor i et hus på 130 kvadratmeter og har et forbrug på 18,1 MWh/år betaler 12.252 kroner i 2023. En standardkunde i en lejlighed på 75 kvadratmeter med et forbrug på 8 MWh/år betaler 6.246 kr. kroner for det kommende år.

    Ifølge adm. direktør hos Kredsløb, Bjarne Munk Jensen, er der særligt to grunde til, at det kan lade sig gøre at fastholde prisen:

    - Ørsted har taget et stort samfundsansvar og bidrager til at holde prisen på fjernvarme nede på trods af de høje brændselspriser. Og en effektiv drift hos Kredsløb bidrager til, at vi samlet set kan fastholde samme lave pris for 2023. Det borger for et godt samarbejde mellem Kredsløb og Ørsted mange år frem i tiden.

    Kredsløb har sammen med Ørsted, der ejer Studstrupværket, netop indgået en aftale, der betyder, at Kredsløb betaler for fjernvarme baseret på træpille-prisen, selvom varmen i en periode produceres på kul. Derudover har Kredsløb som følge af bl.a. effektiv drift en overdækning på fjernvarmtaksterne fra 2021, ligesom en forventet høj indtægt på salg af engrosstrøm for 2022 og forventeligt i 2023 tilsammen gør det muligt at holde varmeprisen i ro.

    Endelig vil udviklingen i den grønne omstilling og tilhørende projekter også fortsætte med uændret kurs. 

    Hos Ørsted ser man det som sin forpligtelse at medvirke til de bedst mulige priser og ser samtidig store perspektiver i udbredelsen af fjernvarmen for at gøre op med afhængigheden af russisk gas.

    - Vi er midt i en europæisk energikrise med stigende priser på alle former for energi og brændsler, og vi vil gøre vores for at holde priserne nede og støtte udrulningen af den grønne fjernvarme. Vi er glade for, at vi gennem et godt samarbejde med Kredsløb kan levere konkurrencedygtig grøn fjernvarme, som er med til at gøre Danmark uafhængig af russisk gas, siger Ole Thomsen, direktør for Ørsteds kraftvarmeværker.

    Andre klikkede på...