Landsmøde 2022 er klar til at tage imod over 2.200 deltagere
Klimaminister Dan Jørgensen åbner Landsmøde 2022 med sin tale klokken 10, hvor rekordmange deltagere indtager Tivoli Hotel & Congress Center torsdag og fredag.
”Fart på et grønt Danmark” er den fælles overskrift for Landsmøde 2022 – landets største årlige event for hele fjernvarmesektoren i Danmark. Og der bliver fart på arrangementet, der med lige over 2.200 deltagere sætter rekord.
Der bliver fokus på, hvordan fjernvarmeselskaberne kan sætte endnu mere fart på den grønne omstilling af Danmark. Energikrisen og den russiske invasion af Ukraine betyder, at netop omstilling fra fossil opvarmning til grøn fjernvarme er vigtig, og det bliver også blandt de emner, som de mange deltagere kan blive klogere på.
Tidligere udenrigsminister og nuværende formand for Energinet, Mogens Lykketoft, skal således torsdag eftermiddag sammen med formanden for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, næstformand hos De Radikale, Martin Lidegaard, give deres bud på forsyningssikkerheden.
Torsdagen bliver dog indledt af nuværende klimaminister Dan Jørgensen, der vil tale om Danmark som det grønne foregangsland. Han giver således sine bud på, hvordan, hvorfor og hvor hurtigt Danmark kan overkomme sin grønne omstilling.
Deltagerne på Landsmøde 2022 kommer dog ikke alene til at lytte på politikere og centrale personer i forsyningssektoren, men vil også i Tivoli Hotel & Congress Center kunne møde nogle af de mange leverandører til fjernvarmen. Mere end 100 stande fylder godt op på landsmødet.
Landsmødet bliver skudt i gang torsdag kl. 10.00 med tale af klimaminister Dan Jørgensen, og landsmødet takker af fredag over middag.
Skriv kommentar