Landsmødet runder 2.000 deltagere
Med lige under tre uger inden åbningen på Landsmøde 2022, har Dansk Fjernvarme rundet 2.000 deltagere til det største fjernvarmeevent i år.
Når Landsmøde 2022 bliver skudt i gang torsdag den 27. oktober, bliver det med minimum 2.000 deltagere i Tivoli Hotel & Congress Center. Fredag den 7. oktober rundede antallet af tilmeldinger til landsmødet nemlig den magiske grænse på netop 2.000 tilmeldinger.
Det betyder, at der bliver fyldt godt op på landsmødet, hvor der for længst også meldt ”Alt-udsolgt” for alle udstillingsstande på landsmødet, og ligesom der også er udsolgt til den store aftenfest torsdag i Wallmanns, hvor bl.a. vinderen af Fjernvarmeprisen 2022 bliver kåret.
- Det er glædeligt, at så mange af vores medlemmer vælger at bruge to dage på at være på landsmødet. Det viser, at vi har et godt tilbud, som vores medlemmer sætter pris på, og at vi rammer rigtigt med de mange indlæg, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, der særligt noterer sig, at andelen af medlemmer, der har meldt sig til Landsmøde 2022, er steget i forhold til tidligere år.
Overskriften på Landsmøde 2022 er ”Fart på et grønt Danmark”, og landsmødet sætter fokus på det med besøg af både en række politikere og folk fra fjernvarmebranchen. Igen i år er også Tech-Scenen aktiv – emnet er her digitalisering – ligesom der fredag morgen bliver budt på en særlig udgave af netværksmødet Energi På Toppen.
Skriv kommentar