Lars Aagaard er minister for klima, energi og forsyning
Den tidligere mangeårige direktør for Dansk Energi – nu Green Power Denmark – Lars Aagaard overtager i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet fra Dan Jørgensen.

Torsdag formiddag blev ministerkabalen lagt frem af den nye SVM-regering. For fjernvarmesektoren bliver der tale om et nyt ansigt på posten som minister for klima, energi og forsyning – men en gammel kending fra forsyningssektoren i form af Lars Aagaard, der er tidligere direktør i Dansk Energi.
Statsministeriet offentliggjorde den nye ministerliste i løbet af torsdag formiddag, og blandt ministrene var altså også 55-årige Lars Aagaard. Han var i 15 år – fra 2009 frem til marts i år - direktør for Dansk Energi, der i dag efter en fusion med Wind Denmark og Dansk Solkraft er kendt som Green Power Denmark.
Lars Aagaard, der også bliver formand for et af regeringsudvalgene – Udvalget for Grøn Omstilling, tager over fra socialdemokraten Dan Jørgensen, der i stedet bliver minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.
De øvrige ministre
Statsminister i den nye regering bliver fungerende og tidligere statsminister Mette Frederiksen. Formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, bliver forsvarsminister, mens formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, får posten som udenrigsminister. Derudover kan det nævnes, at Nicolai Wammen fortsætter som finansminister i den nye regering.
Der kommer også et nyt ansigt i Miljøministeriet, hvor den hidtidige sundhedsminister Magnus Heunicke indtager ministerstolen. Ny erhvervsminister bliver Morten Bødskov, mens Jeppe Bruus fortsætter på posten som skatteminister.
Statsministeriet har offentliggjort den samlede ministerliste samt oversigt over sammensætning af de forskellige regeringsudvalg – se den her.