Gå til hovedindhold
Konverteringer
Projekter & Planlægning

Måske 1.500 nye kunder i Ribe

Industri og nyudstykninger skal være med til at øge antallet af kunder hos Ribe Fjernvarme, der efterlyser ekstra instrumenter til at accelerere konverteringerne.

25. jul. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Ribe Fjernvarme er i fuld gang med at gennemføre flere konverteringsprojekter samtidig. I alt kan der blive tale om 1.500 nye kunder i løbet af de næste fem år, hvis både planlagte og forventede områder realiseres.

    – Der er tale om både konverteringer af eksisterende varmekunder og nybyggerier. I første omgang er der planlagt små 400 husstande, men på sigt skal vi også prøve at få industri og flere nyudstykninger med, siger Richard Boisen, driftsleder, Ribe Fjernvarme.

    Til at realisere alle de nye projekter skal der lånes cirka 120 millioner kroner. De formelle rammer for konverteringerne er kravene til samfunds-, forbruger- og selskabsøkonomi, men derudover er der brug for ekstra instrumenter til at accelerere udviklingen.

    – Ja tak-ordningen kunne nok have været med til at få nogle flere med over på fjernvarmen, men det er en balancegang. Man risikerer modstand, hvis det bliver opfattet som tvang. Længere afskrivningsperioder vil også hjælpe. Vores nye rør har en forventet levetid på 60 år, så 50 års afskrivning vil være en måde at få kundernes udgifter ned på, siger Richard Boisen.

    Han peger også på bedre økonomisk støtte til naturgaskunder, som ønsker at skifte til fjernvarme. Erfaringerne i Ribe er generelt, at økonomien for den enkelte betyder meget for, om naturgaskunder ønsker at skifte til fjernvarme. Hvis de lige har investeret i naturgasfyr, er de ikke så interesserede i fjernvarme.

    – Vi er et forbrugerejet selskab og kan ikke gøre vilkårene ringere for de nuværende kunder for at få nye kunder med, så vi er meget spændte på, hvordan man politisk vil løse det problem, siger Henrik Holst, bestyrelsesformand for Ribe Fjernvarme.

    Også i Ribe oplever man udfordringer med stigende priser og lange leveringstider.

    – Usikkerheden har aldrig været større i de 12-13 år, jeg har været med i branchen, siger Henrik Holst.

    Til gengæld er Ribe Fjernvarmes samarbejde med Esbjerg Kommune godt.

    – Vi oplever ikke politiske eller bureaukratiske hindringer lokalt, det har mere været lange sagsbehandlingstider i Energistyrelsen, siger Richard Boisen.

    Hvis 260.000 kunder skal konverteres til fjernvarme inden 2030, skal der være en vis hastighed i konverteringerne. Men i Ribe advarer de mod hastværk, selv om man politisk har travlt.

    – Det er vigtige, langsigtede beslutninger, som skal træffes for os som små, lokale selskaber med store kommende investeringer i udbygning af både produktion og forsyning, så vi må have is i maven for at træffe de rigtige beslutninger, siger Henrik Holst.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...