Gå til hovedindhold
Medlemmer

Mange medlemmer arbejder med kodeks

Bestyrelsesarbejdet blandt de forbrugerejede forsyningsselskaber bliver hjulpet godt på vej af det kodeks, som Dansk Fjernvarme tilbyder. Nu skal det opdateres for at følge med tiden.

18. nov. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Siden 2018 har medlemmerne af Dansk Fjernvarme haft mulighed for at bruge det kodeks for godt bestyrelsesarbejde for forbrugerejede forsyningsselskaber, som Dansk Fjernvarme har udviklet sammen med Danske Vandværker.

    Og det ser ud til, at medlemmerne af Dansk Fjernvarme har taget kodeks til sig og brugt det både flittigt og med stort udbytte. Det viser tal fra den årlige Medlemsundersøgelse, som Dansk Fjernvarme laver hvert år.

    Godt halvdelen af de medlemmer, der i 2021 svarede på spørgsmålet, om de har brugt kodeks, svarede, at de i høj grad eller i nogen grad har brugt kodeks til at udvikle deres bestyrelsesarbejde. Og af dem har halvdelen svaret, at det har været med et højt eller meget højt udbytte.

    Det glæder Lisbeth Aagaard Mountfield, der er leder af Kurser & Events i Dansk Fjernvarme og dermed bl.a. ansvarlig for uddannelsestilbud til medlemmerne.

    - Det indikerer, at vi i Dansk Fjernvarme har set rigtigt med at udvikle materialet til bestyrelserne, når de har taget det til sig i en grad, som Medlemsundersøgelsen viser, slår hun fast.

    Opdatering er på vej

    Den første og hidtil eneste version af kodeks blev lanceret i begyndelsen af 2018, og det har fra begyndelsen være intentionen, at det skulle opdateres efter tre år. Det skete ikke – bl.a. på grund af corona-epidemien – men nu har parterne bag kodeks taget fat på opgaven, fortæller Lisbeth Aagaard Mountfield.

    - Det har været en fælles præmis, at kodeks skulle tages op til revision. Det er i mine øjne meget naturligt, så vi kan finde ud af, om vi fortsat er inde for skiven med de værktøjer og den viden, vi bygger vores kodeks på, siger hun.

    - Der er jo sket mange ting indenfor de forgangne år, og det har jo også betydning for, hvordan man løser opgaven som bestyrelse i et forbrugerejet selskab.

    En såkaldt referencegruppe – med en bred repræsentation fra andre organisationer - har holdt sit første møde, og i den kommende tid bliver der afholdt flere møder for at komme nærmere på, hvilke elementer af kodeks der trænger til en kærlig hånd og en opdatering.

    - En af forskellene er denne gang, at vi selv – Dansk Fjernvarme og Danske Vandværker – står for at skrive teksten til kodeks. Den første gang havde vi andre til at gøre det for os, men vi mener, at vi selv kan overkomme det denne gang, siger Lisbeth Aagaard Mountfield.

    Hun nævner, at der også bliver en høringsfase for medlemmerne af såvel Dansk Fjernvarme som Danske Vandværker. Hun regner med, at det bliver i det nye år, så den nye udgave af kodeks kan være klar fra foråret 2023.

     

    Andre klikkede på...