Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed

Nabolande advarer Norge mod enegang på el

De norske overvejelser om at skrue ned for eksporten af el mod syd, bliver mødt med kritik fra bl.a. Energinet, der mener, at det truer forsyningssikkerheden.

19. aug. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Meget tyder på, at Norge snart gør alvor af truslen om at skrue ned for strømmen mod syd til Danmark og de øvrige lande i Europa. Den norske regering har drøftet muligheden med de øvrige partier i Stortinget, og der tegner sig et flertal for, at man i hvert fald midlertidigt sender mindre strøm end vanligt ud af landet.

    Det skyldes ikke mindst, at der er foruroligende lav vandstand i de reservoirer, der er at finde i den sydlige del af Norge. Det har fået elprisen til at eksplodere i den sydlige del af landet, og det får altså nu politikerne til alvorligt at overveje, hvorvidt man skal holde igen med at eksportere af de ellers tilsyneladende uudtømmelige ressourcer.

    Fra Finland, Sverige og Danmark er udsigten til mindre strøm blevet modtaget med kritik. Det er landenes respektive systemoperatører - Energinet, Svenska Kraftnät og Fingrid - der i en fælles erklæring advarer Norge om at gøre alvor af truslerne.

    ”Vi opfordrer indtrængende den norske regering til at genoverveje situationen og ikke at implementere eksportrestriktioner på elforbindelserne,” skriver de i en fælles erklæring, der bl.a. er offentliggjort på Energinets hjemmeside.

    Det er en fordel af fastholde forsyningen fra Norge

    Systemoperatørerne pointerer i en den fælles erklæring, at det netop er særligt vigtigt, at markedet får lov til at fungere i krisetider som de nuværende, og at det bedst sker ved at lade alle de tilgængelige ressourcer deltage i forsyningen af elektricitet eller give den nødvendige fleksibilitet og dermed bidrage til forsyningssikkerheden.

    ”Selvom vi, transmissionssystemoperatørerne fra Finland, Sverige og Danmark, forstår behovet for at sikre forsyningssikkerhed, er vi samtidig dybt bekymrede over, at den foreslåede kapacitetsreduktion ser ud til at se bort fra fordelene ved at holde grænserne åbne og tilsyneladende ikke erkende, at det er gennem et velfungerende marked, at elforsyningssikkerheden sikres på den mest effektive måde,” skriver de.

    I erklæringen argumenterer de tre systemoperatører for, at de nordiske lande netop i fællesskab har været på forkant med at udvikle det europæiske marked for elektricitet. Det har givet betydelige samfundsøkonomiske velfærdsgevinster at tillade elektricitet at blive produceret, transmitteret og forbrugt på tværs af grænserne af det sammenkoblede europæiske marked på den mest effektive måde.

    ”Hvis eksportrestriktioner skulle tillades under den nuværende europæiske elregulering, frygter vi, at et sådant skridt kan inspirere andre lande til at overveje lignende restriktioner og dermed medføre en langt større negativ effekt på både det nordiske og det europæiske elmarked,” skriver systemoperatørerne videre.

    Frygt for dominoeffekt

    Netop det element ved et eventuelt el-stop fra Norge - at det kan have en form for domino-effekt - ​bekymrer Energinet; den ene af underskriverne af den fælles erklæring.

    - Man kan frygte, at den nationale tilgang, som det norske initiativ er udtryk for, kommer til at brede sig til også andre lande, siger Energinets afdelingsleder for elmarkeder, Johannes Bruun, til EnergiWatch.

    - Den forsynings- og energikrise, vi har i Europa, skal løses på europæisk plan og ikke med forskellige markedsindgreb fra enkeltlande, siger han videre til EnergiWatch.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...