Næstved Fjernvarme melder prisstigning ud
Fjernvarmeprisen stiger med 382 kr. om måneden hos Næstved Fjernvarme, der opfordrer brugerne til at bidrage med at spare på energiforbruget, så prisen kan sættes ned igen.
Fjernvarmebrugerne i Næstved skal fra den 1. januar 2023 have flere penge op af lommen, når regningen for deres varme skal betales. Næstved Fjernvarme er nemlig tvunget til at hæve prisen med det, der svarer til 382 kroner om måneden, fremgår det af en pressemeddelelse.
Samlet set betyder det at varmeprisen pr. 1. januar 2023 for et standardhus på 130 m2 stiger fra 14.382 kr. til 18.968 kr. svarende til en månedlig stigning på 382 kr. Varmeprisen inkl. fast bidrag og målerbidrag udgør 1,04 kr./kWh., hvor moms og afgifter udgør 0,42 kr./kWh.
- Vi er selvfølgelig ærgerlige over stigningen i varmeprisen, som skyldes udefra kommende begivenheder som stigende gas- og el-priser. Vi er dog fortsat yderst konkurrencedygtige i forhold til andre individuelle opvarmningsformer, hvorfor vi fortsat tror, at vi får stor tilgang af nye kunder, siger Kristoffer Petersen, formand for Næstved Fjernvarme.
Næstved Fjernvarme forklarer, at prisstigningen hænger nøje sammen med, at gasprisen er steget voldsomt i forhold til den pris, der på forhånd er indregnet i den nuværende varmepris. Dertil kommer, at fjernvarmeselskabet bruger en del el til sine pumper, og det gælder også for elprisen, at den er steget ganske markant.
Under 10 procent af energien produceres på gas, mens resten af energien produceres på affald. Prisen på affaldsvarme falder en smule, hvilket desværre ikke kan opveje den store stigning i gas- og elpriser.
- Hvis vi skal se på noget positivt i denne situation, er det at gassen kun udgør en meget lille del af vores varmeproduktion. I modsat fald ville varmeprisen være steget meget mere, betoner Kristoffer Petersen.
Skriv kommentar