Ny valgperiode er startet: Hvad ønsker Høng Varmeværk?
En ny 4-årig Folketingsperiode har taget sin begyndelse – men hvad bør politikerne prioritere når det gælder energiområdet? Vi har spurgt Høng Varmeværk.

Folketingsvalget er overstået, og en ny valgperiode er begyndt – men hvad skal på dagsordenen i den? Dansk Fjernvarme, KL og flere andre sætter kursen mod fire spændende år i december-udgaven af magasinet Fjernvarmen. Og så har vi også spurgt en række af Dansk Fjernvarmes medlemmer – herunder driftschef for Høng Varmeværk, Henrik Rohde.
Hvad bør det kommende Folketing prioritere at få på plads på energiområdet inden for de første 100 dage?
- Overordnet en politik for national forsyningssikkerhed. Derudover: stop afvikling af decentral kraftvarme, stop afvikling af affaldsenergi, og stop enhver planlagt afvikling af eksisterende kraftværker, indtil den nuværende krise er endeligt overstået.
- Fremskynd etablering af yderligere biogasanlæg. Iværksæt øjeblikkelig forstærkning af el-infrastruktur. Genindfør øjeblikkeligt kommunernes mulighed for tilslutningspligt til fjernvarme i konverteringsområder. Forenkling eller bortfald af krav om projektforslag. Mange af disse tiltag vil kræve dramatiske forenklinger af eksisterende bureaukrati.
En stor del af den grønne omstilling skal gennemføres i løbet af den kommende 4-årige valgperiode. Hvad skal politikerne have fokus på igennem hele valgperioden?
- En definitiv og fuldstændig skrotning af ”ny regulering” af fjernvarmesektoren. Lempelse af mulighed for etablering af landbaserede vindmøller bl.a. til fjernvarmeproduktion, herunder en kraftig forenkling/reduktion af klagemuligheder, f.eks. til kun én klageinstans. Genindførsel og bevarelse af kommunernes mulighed for tilslutningspligt. En indsats for accelereret kvalificering af medarbejdere til grøn omstilling – der er brug for svejsere, elektrikere, automatikteknikere, plc-programmører. F.eks. etablering af nye kortvarige specialuddannelser. Det haster. Desuden en ændring af varmeforsyningslovens afskrivningsregler, så store investeringer kan afskrives op til 50 år, afhængig af forventet levetid. Forstærkning af el-infrastruktur. Statslig understøttelse af etablering af regionale fjernvarmetransmissionsnet.