Ny valgperiode er startet: Hvad ønsker Kredsløb?
En ny 4-årig Folketingsperiode har taget sin begyndelse – men hvad bør politikerne prioritere når det gælder energiområdet? Vi har spurgt Kredsløb i Aarhus.

Folketingsvalget er overstået, og en ny valgperiode er begyndt – men hvad skal på dagsordenen i den? Dansk Fjernvarme, KL og flere andre sætter kursen mod fire spændende år i december-udgaven af magasinet Fjernvarmen. Og så har vi også spurgt en række af Dansk Fjernvarmes medlemmer – herunder adm. direktør i Kredsløb, Bjarne Munk Jensen.
Hvad bør det kommende Folketing prioritere at få på plads på energiområdet inden for de første 100 dage?
– Det bliver afgørende, at der skabes de rette rammer. Aktuelt gælder det bl.a. lovgivningen for geotermi, hvor vi afventer, at Forsyningstilsynet kan behandle vores ansøgning om at opføre et af EU’s største geotermiske anlæg. Der foreligger et bredt politisk forlig, så det burde være en formssag at vedtage lovforslaget.
– Vi har også en kæmpe opgave med at hjælpe danskerne med gas over på mere hensigtsmæssige varmekilder. Fjernvarmen kan spille en afgørende rolle, hvis man hurtigt fjerner åbenlyse forhindringer såsom reglen om, at kommunalt ejede selskaber ikke kan operere i nærliggende kommuner uden at være rørforbundne.
– Den grønne skattereform er på mange måde en god nyhed. Men der er behov for, at skatter og afgifter på varme og affaldsområdet får et ”reality check” og tilpasses de virkelige udfordringer og potentialer. F.eks. bliver det afgørende for de kommunale selskabers potentiale for CO2fangst, at man regulerer det nuværende kvotesystem, så der bliver en gevinst ved at sikre negative emissioner. Endelig skal lovgivningen generelt indrettes, så det bliver muligt for selskaberne at etablere og drive disse anlæg.
Det bliver afgørende, at der skabes de rette rammer. Aktuelt gælder det bl.a. lovgivningen for geotermi, hvor vi afventer, at Forsyningstilsynet kan behandle vores ansøgning om at opføre et af EU’s største geotermiske anlæg. Der foreligger et bredt politisk forlig, så det burde være en formssag at vedtage lovforslaget.
En stor del af den grønne omstilling skal gennemføres i løbet af den kommende 4-årige valgperiode. Hvad skal politikerne have fokus på igennem hele valgperioden?
– Der er behov for, at vi får taget kvalificeret stilling til, hvordan fremtiden skal se ud for kraftvarmeværkerne, og hvordan der skabes sammenhæng i forsyningsområderne. Ud over de åbenlyse fordele som maksimal energiudnyttelse og overskudsvarme til fjernvarmenettet har man tendens til at glemme, hvordan kraftvarmeværkerne slår til, når sol og vind udebliver, så vi undgår større udsving og strømsvigt. Vi bør se på, hvordan kraftvarmeværkerne bedst kan understøtte en acceleration af den grønne omstilling.
– Biomassens rolle er også væsentligt at få afklaring på. Ganske vist skal vi reducere brugen af biomasse, men vi skal indrette os efter en virkelighed, hvor vi er delvist afhængige af at bruge biomasse i vores opvarmning efter 2030, og arbejde for, at vi får mest muligt ud af biomassen, hvor den indgår som en naturlig del af vores energisystem og f.eks. bruges i kombination med varmepumper, elkedler med mere og til energiudnyttelse. Det er ganske enkelt sund fornuft.