Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering

Nyt job: Aurélie Beauvais

Den europæiske fjernvarmeorganisation, Euroheat & Power, har ansat franske Aurélie Beauvais som ny direktør.

8. maj 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Euroheat & Power (EHP), den internationale organisation for fjernvarme og fjernkøling, har ansat Aurélie Beauvais som foreningens nye administrerende direktør. Hun efterfølger Paul Voss, der har fungeret som administrerende direktør i foreningen gennem de sidste 7 år.

    Aurélie har over ti års erfaring med politisk strategi og EU's energi- og klimapolitik. Hun har tidligere haft stillingen som viceadministrerende direktør og direktør for politik i organisationen SolarPower Europe. Hun har også stået i spidsen for afdelingen for europæiske anliggender i den franske elektricitetsunion.

    - Jeg er begejstret for at slutte mig til Euroheat & Power og ser frem til at arbejde med organisationens talentfulde team samt det enestående fællesskab af medlemmer, partnere og andre støtter, siger Aurélie Beauvais i en pressemeddelelse.

    - Den nuværende energikrise kaster et skarpt lys på behovet for at investere massivt i bæredygtige varmekilder. Fjernvarme er et lokalt ejet, europæisk industrielt flagskib, der kan levere halvdelen af EU's varmebehov inden 2050. Det vil styrke vores uafhængighed af import af fossile brændstoffer og fremskynde dekarboniseringen af Europas varmesektor, uddyber Aurélie Beauvais.

    Aurélie Beauvais, der er fra Frankrig, er begyndt i stillingen hos Euroheat & Power.

    Foreningens præsident, danske Birger Lauersen, glæder sig over ansættelsen:

    - Det er lykkes Euroheat & Power at rekruttere den bedst mulige erstatning for Paul Voss til at drive vores sektor fremad. I 2019 forpligtede den europæiske fjernvarme- og kølesektor sig til at blive CO2-neutral inden 2050. At levere bæredygtig og økonomisk overkommelig opvarmning og køling til EU-borgere er en grundlæggende nødvendighed, som skal prioriteres. Aurélies drive og erfaring vil gøre os stærkere og bedre i stand til at nå denne fælles ambition.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...