Nyt magasin: Rusland ud af radiatoren
Årets anden udgave af Dansk Fjernvarmes magasin er udkommet og det sker med fokus på krigen i Ukraine, der har ført en udbredt ambition om at blive fri for russisk gas med sig.
Krigen i Ukraine har betydet et massivt folkeligt og politisk pres for at gøre Danmark fri af gas fra Rusland. Mange husstande, der i dag har individuelle gasfyr, kan med fordel skifte til fjernvarme – men hvordan kan den proces speedes op? Og hvordan bliver fjernvarmen selv fri for at bruge gas til varmeproduktion?
Magasinet Fjernvarmen undersøger begge spørgsmål i årets anden udgave, der netop er udkommet. Vi samler op på, hvilke forslag Dansk Fjernvarme har bragt på banen for at sætte turbo på det danske farvel til russisk gas. Vi har talt med borgmesteren i Horsens Kommune, der meget gerne vil have endnu mere fjernvarme i en hulens fart – og så besøger vi også Holsted, hvor fjernvarmeselskabet har lagt en plan for at blive fri for gas på under to år.
Tema: Her er din forening
Magasinet byder også på andet end den højspændte debat om Ukraine og russisk gas. Magasinets temasektion sætter således denne gang luppen på Dansk Fjernvarme selv.
Et medlemskab af Dansk Fjernvarme giver nemlig medlemmerne adgang til en række medlemstilbud, der sammen med det politiske arbejde udgør kernen i foreningens medlemsservice. Over 10 sider skaber vi overblik over fjernvarmeselskabernes brancheforening og de tilbud og muligheder, den rummer for medlemmerne.
Magasinet bringer også en reportage fra København, hvor lige knap 100 års historie med damp-båret fjernvarme nu er slut. Det har været en krævende vej væk fra gassen, men den rene vandbårne fjernvarme giver store energibesparelser og praktiske fordele.
I magasinets ”Ny viden” sektion kan du bland andet læse om brugen af genbrugsplast i fjernvarmerør, om hvordan værkerne kan arbejde med risikoafdækning, når de lægger budgetter og om den fortsatte vækst i antallet af store, kollektive varmepumper.
Skriv kommentar