Politisk flertal vil afbøde stigende energiregninger
Fredag annoncerede et bredt flertal af Folketingets partier den såkaldte ”Vinterpakke”. Den giver bl.a. flere penge til Fjernvarmepuljen og mulighed for, at fjernvarmekunder kan få henstand.
Det var næppe den bedst bevarede hemmelighed denne uge, at hovedparten af Folketingets partier var i færd med at forhandle en pakke til at imødegå de stigende energiregninger. Men alligevel var det først fredag formiddag, at regeringen sammen med et flertal af de øvrige politiske partier kunne præsentere en samlet pakke, der bl.a. indeholdt nyt om Fjernvarmepuljen.
Aftalen er lanceret som ”Vinterpakken”, og den skal på en række områder give lidt luft i økonomien til de mange danskere, der både er tynget af stigende energipriser og den stigende inflation. Aftaleparterne tæller udover regeringen Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Alternativet og Moderaterne.
- For at give de danske husstande mere tryghed, har regeringen indgået en bred aftale om en indefrysningsordning, lavere elafgift og en øget børnecheck. Med aftalen får alle danske husstande og virksomheder en hjælpende hånd, lød det fra finansminister Nicolai Wammen, der sad for bordenden under forhandlingerne.
Flere penge i Fjernvarmepuljen
For fjernvarmesektoren indeholder ”Vinterpakken” en tiltrængt indsprøjtning både i år og i 2023 udover de midler, der allerede er i Fjernvarmepuljen. Den nuværende Fjernvarmepulje får således ekstra 150 mio. kroner, mens puljen i 2023 tilføres yderligere 100 mio. kroner.
- Vi sætter samtidig fart i den grønne omstilling, der vil lette energiudgifterne for danskerne på sigt – mens vi sikrer vores uafhængighed af Putins sorte gas. Vi afsætter med aftalen endnu flere penge til at øge tempoet i udrulningen af fjernvarme, siger klimaminister Dan Jørgensen i en kommentar til aftalen.
Henstandsordning for fjernvarmekunder
Udover ekstra midler i Fjernvarmepuljen giver den politiske aftale også mulighed for, at kunderne hos nogle af fjernvarmeselskaberne kan få henstand med at betale deres regninger i den kommende tid.
I følge aftalen lægger aftaleparterne op til, at indefrysningsordningen vil gælde for fjernvarmekunder med en pris pr. kWh på 1,44 kroner, svarende til en årlig varmepris på 26.000 kroner. Indefrysningsordningen vil således gælde for den del af regningen der overstiger 26.000 kr.
”Staten yder lån til energiselskaberne svarende til de beløb, som kunderne har bedt om at få indefrosset, og garanterer den indefrosne gæld til energiselskaberne. Ordningen gælder i 12 måneder, ” skriver Finansministeriet på sin hjemmeside.
Derudover kommer der også en midlertidig nedsættelse af elafgiften til EU’s minimumssats i første halvår af 2023. Dertil vil regeringen anmode Energinet om ekstraordinært at sænke tarifferne i 2023. Det vil tilbageføre nogle af de ekstraordinære indtægter som følge af de høje elpriser, lyder det fra Finansministeriet.
Læs mere her:
Den politiske aftale om vinterhjælp.
Fakta-ark om indefrysningsordningen.
Fakta-ark om lempelse af elafgiften.
Skriv kommentar