Politisk kompromis: Danmark skal være uafhængig af russisk gas
Et flertal i Folketinget har præsenteret et nationalt kompromis, hvor en del af aftalen er, at Danmark skal være uafhængig af russisk gas. Det skal bygge på højere energieffektivitet og mere vedvarende energi.
Danmark skal være rustet til den nye situation med krigen i Ukraine i fællesskab med NATO og EU. Derfor har Regeringen med Venstre, Radikale Venstre, SF og Konservative indgået et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik med en række tiltag, der skal styrke det danske forsvarsberedskab og mulighederne for at manøvrere i den nye sikkerhedspolitiske situation.
Et af tiltagene er, at Danmark skal være uafhængig af russisk gas. Uafhængigheden skal, ifølge aftalen, komme gennem højere energieffektivitet og vedvarende energi.
Selvom Danmark allerede har afsat store beløb til at udfase naturgas, er der i lyset af krigen i Ukraine kommet et endnu større behov for at fremskynde udfasningen af især russisk gas, der lige nu dækker 42% af gasforbruget i Danmark.
- Energipolitik er ikke bare energipolitik. Det er i høj grad også blevet sikkerhedspolitik. Derfor har vi besluttet, at Danmark skal gøres uafhængig af russisk gas, forklarede statsminister Mette Frederiksen på det pressemøde, hvor aftalen blev præsenteret søndag aften.
I aftalen står der specifikt: ”Regeringen og aftaleparterne er enige om hurtigst muligt at drøfte konkrete tiltag med afsæt i et kommende energi- og forsyningsudspil.”
I Dansk Fjernvarme vurderer man, at der er cirka 260.000 boliger med naturgas, der med fordel kan skifte til fjernvarme, mens 115.000 bør få en individuel varmepumpe i fremtiden ifølge den grundige rapport, Varmeplan Danmark 2021, udarbejdet af forskere på Aalborg Universitet.
Uddrag af nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik vedr. uafhængighed af russisk gas:
”Danmark har gennem de seneste årtier afsat store milliardbeløb til at udfase naturgas, men der er behov for, at det går endnu hurtigere. En hurtigere udfasning af naturgas, der erstattes af energieffektivitet og vedvarende energi, vil sikre, at sikkerhedspolitik og grøn omstilling går hånd i hånd. Energi- og klimapolitik er et uomgængeligt element i selvforsyning og sikkerhedspolitik.”
”Aftalepartierne er enige om, at der skal iværksættes initiativer, der yderligere udfaser gas, så Danmark bliver uafhængig af russisk gas. Det skal endvidere i 2022 undersøges, hvad mulighederne er for midlertidigt at øge gasindvinding i Nordsøen, øge anvendelse af biogas, fremrykke Baltic Pipe eller lignende, så Danmark ad den vej kan bidrage til at afhjælpe Europas afhængighed af russisk gas.”
”Regeringen og aftaleparterne er enige om hurtigst muligt at drøfte konkrete tiltag med afsæt i et kommende energi- og forsyningsudspil. Aftalepartierne er endvidere enige om at arbejde for flere fælleseuropæiske initiativer.”
Skriv kommentar