"Prisen på ikke at handle på klimakisen nu, er langt større end at handle"
Forud for sit indlæg på Energi På Toppen 11. maj giver forperson for Ungeklimarådet, Nadia Gullestrup, her sine bud på, om forsyningssikkerhed vejer tungere end klimahensyn.
Q: Vi har krig i Europa. En krig der i stor omfang finansieres ved, at vi i Europa og i Danmark har et stort forbrug af russisk gas. Det tager flere år at bygge vindmøller og de kommende energiøer er først på plads om tidligst 8 år. Har vi i nuværende situation råd til at tage klimahensyn for at undgå brug af russisk gas – også inden næste fyringssæson?
Energipolitik er sikkerhedspolitik, men det er også klimapolitik. Det er vigtigt, at man indtænker begge aspekter, når vi planlægger, hvordan vores energisystem skal være. Desværre har vi ikke kun travlt med at udfase fossile brændsler i forholdet til russisk olie og gas, men IPCC’s seneste AR6 delrapporter fra 2022 har også sat en stor streg under nødvendigheden af at gøre noget ved klimakrisen. Konsekvenserne ser vi nemlig allerede i dag, hvor ekstremt vejr også koster menneskeliv, og hvor konsekvenserne også kan blive uoverskuelige dyre, hvis vi ikke handle nu.
Til spørgsmålet, om hvorvidt vi har råd til at tage hensyn til klimaet, så er en del af aspektet nemlig, at prisen på ikke at handle nu på klimakisen er langt større end at handle. Derudover skal vi som samfund vende os til at løse mere end en krise af gangen. Vi bliver altså nødt til at accelerere den grønne omstilling af energisektoren samtidig med, at vi så hurtigt som muligt udfaser russisk olie og gas. Heldigvis er der en synergi mellem at udfase russiske fossile brændsler og den grønne omstilling, da olie og gas også er energiformer med en høj klimabelastning.
Det kræver dog grundlæggende, at vi skalerer udbygningen af vedvarende energi og gør, hvad vi kan for at nedbryde regulatoriske barrierer. Det inkluderer, at vi speeder godkendelsesprocesser op blandt andet kommunalt, og at vi allokerer mere plads til sol- og vindenergi både til lands og på vands.
Q: Hvilket indlæg ser du mest frem til at høre på Energi på Toppen – udover dit eget – og hvorfor?
Jeg ser især meget frem til indlægget fra Dansk Metal “Står den næste krise lige for døren”. Der er nemlig brug for mange dygtige faglærte for, at vi kan komme i mål med den grønne omstilling. Samtidig står industri og virksomheder allerede og råber på, at der mangler faglærte, hvilket potentielt set kan være en barriere for den grønne omstilling.
Jeg ser frem til at høre, hvad Dansk Metal har af input til, hvordan vi kan undgå at ramme en krise af mangel på faglærte. Især håber jeg også, at der vil blive talt om, hvordan vi kan inspirere endnu flere unge til at blive industriteknikere eller elektrikere, og hvordan vi kan sikre os, at virksomheder på den anden side også tilbyder gode, grønne lærepladser.
Skriv kommentar