Gå til hovedindhold
Konverteringer

Radikalt udspil sætter tempo på udfasning af sort gas

Efterspørgslen efter grøn fjernvarme aldrig har været større. Radikale Venstre lancerer nu et gennemarbejdet udspil, der vil sætte tempo på udfasning af den dyre, sorte gas. Et både flot og nødvendigt udspil.

24. okt. 2022
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Der skal skrues markant op for tempoet med at udfase den dyre, sorte naturgas, hvis ikke de danske boligejere skal kigge ind i en længere årrække med udsigt til dyre varmeregninger, samtidig med at vi fastholder afhængighed af russisk gas. Derfor tager Dansk Fjernvarme godt imod det nye udspil fra Det Radikale Venstre, der præsenterer løsninger, som matcher situationens alvor. Og som håndterer de udfordringer, der er opstået på grund af meget kraftig efterspørgsel på grøn fjernvarme i alle dele af Danmark.

    - Vi oplever en enorm interesse rundt om i landet fra boligejere, der gerne vil have grøn fjernvarme. Men i flere tilfælde er meddelelsen desværre nedslående, at priserne er steget eller, at der først er udsigt til fjernvarme om en årrække. Det er ikke godt nok i den situation, vi står i, hvor vi både kæmper med at udfase den russiske gas og med at indfri vores klimamål, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, der er brancheorganisation for landets 370 energi- og fjernvarmeselskaber.

    - Det er derfor et meget flot og gennemarbejdet udspil, som Det Radikale Venstre nu lancerer, hvor de vil sikre, at fjernvarmeselskaberne og deres kunder får økonomisk sikkerhed for de store investeringer, de skal lægge i at investere i grøn varmeproduktion og grave nye rør ned. Jeg håber nu, at flere partier i det kommende Folketing vil bakke op om udspillet, så vi hurtigst muligt kan komme videre med at sikre udfasningen af den dyre og fossile naturgas.

    Ventetiden skal væk

    Blandt forslagene fra Det Radikale Venstre er blandt andet en risikopulje, der økonomisk sikrer de projekter, der mærker stigende priser, samt genindførslen af tilslutningspligt.

    - I sig selv går vi ikke ind for at tvinge nogle på fjernvarme. Men i den alvorlige situation vi står i er det et nødvendigt redskab, vi i en mindre årrække bør tage i brug. Dermed kan vi skære en betydelig del af den tid væk, som boligejerne i dag må vente på at komme af med gassen, og samtidig sikre de lavest mulige varmepriser siger Kim Mortensen.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...